Statens Serum Institut erkender: Minkavlere fik ikke noget brev
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
På grund af en fejl nåede et brev, som Statens Serum Institut (SSI) havde sendt til 926 minkavlere, aldrig frem. Derfor beklager SSI nu, at minkavlerne blev hængt ud for ikke at have svaret.
"Statens Serum Institut (SSI) har to gange forsøgt at få kontakt til 926 minkavlere i Danmark for at få oplysninger på farmens medarbejdere. Via e-boks skulle alle minkavlere i Danmark have fået et brev, men kun en enkelt farm er vendt tilbage med oplysningerne til SSI."
Sådan lød indledningen på en artikel, som TV2 Nord bragte i lørdags på baggrund af en historie i dagbladet Information, som kunne fortælle, at kun én minkavler havde givet Statens Serum Institut de efterspurgte oplysninger.
Flere nordjyske minkavlere var dog krititiske over for den påstand, fordi de mente, at de aldrig havde fået brevet, og Statens Serum Institut erkender onsdag i en pressemeddelelse, at minkavlerne har ret. På grund af en fejl nåede et brev, som SSI havde sendt til 926 minkavlere, aldrig frem.
- Da vi hørte, at der var minkejere, der ikke havde fået brevet, gik vi selvfølgelig straks i gang med at undersøge sagen med hjælp fra Sundhedsdatastyrelsen og e-Boks og opdagede på den måde fejlen, siger Tyra Grove Krause, der er afdelingschef for Infektionsepidemiologi & Forebyggelse ved SSI.
Beklager misinformation
SSI skriver i pressemeddelelsen, at de som hjælp til at danne sig et overblik over, hvem der er tilknyttet de danske minkfarme, den 14. juli sendte et brev til 926 danske minkejere. Her blev minkavlerne bedt om at komme med oplysninger om deres medarbejdere. På grund af en fejl kom brevet imidlertid kun frem til få minkejere.
- Vi beklager meget over for minkejerne for at have lagt tal til en artikel i blandt andet Information, som beskrev en meget lav svarrate, når den skyldes at brevene ikke kom frem, siger Tyra Grove Krause.
De manglende oplysninger har ifølge SSI ikke betydet noget for covid-19-epidemiens spredning og forløb på minkfarmene. Tilsvarende har SSI også fortsat arbejdet med den epidemiologiske udredning og har fremskaffet sig oplysninger om personer tilknyttet minkfarmene på anden vis.
Minkavlerne vil dog snarest muligt modtage et brev, som skal overskueliggøre processen yderligere.