Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Minksagen: Var det en logisk konsekvens af begivenheder eller en panikreaktion at slå mink ned?

Minkavler håber på, at granskningskommissionen kommer med svar, der giver mening, så hans mareridt med at slå sine dyr ned, ikke har været forgæves.

TV2 Nord sætter i denne uge fokus på grundlaget for regeringens beslutning om at aflive alle minkbesætninger i landet. Nu skruer vi tiden tilbage til 2. november 2020, hvor en række begivenheder fik regeringen til at tage sin beslutning om at udrydde alle mink i Danmark - og der ud over sætte syv nordjyske kommuner i karantæne.

Vi begynder på den såkaldte Farm 4 ved Hjørring, der fik navnet, fordi den var den fjerde minkfarm i landet, der blev smittet med corona.

Minkavler Frank Andersens dyr havde været smittet én gang, da han i begyndelsen af november 2020 opdagede, at nogle af hans dyr trivedes dårligere end normalt og ikke spiste, som de plejede. Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord

Mink smittet igen

Da Frank Andersen mødte op på arbejde på sin minkfarm ved Hjørring 2. november sidste år, var det med en dårlig fornemmelse i maven.

- Jeg kunne genkende lidt af det samme mønster, som da mine dyr blev smittet med covid-19 allerede i august. Nogle af dyrene trivedes lidt dårligere end normalt og spiste ikke, som de plejede, siger Frank Andersen.

Hans farm var allerede i august blevet smittet med coronavirus. Måneden efter blev hans farm testet fri. Hans dyr havde nu antistoffer og var tilsyneladende kommet igennem sygdommen med coronavirus. Men nu var den tilsyneladende gal igen.

- Jeg blev da bange for, hvad konsekvensen ville blive, men jeg kontaktede straks myndighederne og fortalte, hvad jeg kunne se, siger Frank Andersen.

Nye prøver af Frank Andersens mink viste, at der igen var corona på farmen. Derfor frygtede Seruminstituttet, at hans dyr var smittet med en ny variant af virus - en mutation, som dyrenes antistoffer ikke virkede imod.

Jeg fornemmede, at der var panik, men jeg troede, det handlede om Seruminstituttets værste scenarie, som handlede om at slå minkbesætningerne ned, men bevare avlsdyrene

Tage Pedersen, formand, Danske Minkavlere/Kopehagen Fur

Fornemmede panik på møde

Samtidigt med, at Frank Andersens mink bliver pcr-testet i Hjørring, holdt Statens Seruminstituts direktør Kåre Mølbak møde med repræsentanter for minkerhvervet i København 2. november.

På det tidspunkt var der to mulige scenarier i spil. Fortsat minkavl som hidtil - eller en dvaleordning, hvor kun avlsdyr kunne overleve. Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere/Kopenhagen Fur siger:

- Det var ikke på tale på det møde, at alle mink skulle slås ned. Jeg fornemmede, at der var panik, men jeg troede, det handlede om Seruminstituttets værste scenarie, som handlede om at slå minkbesætningerne ned, men bevare avlsdyrene, siger Tage Pedersen.

Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere/Kopenhagen Fur, fornemmede panik på møde med Statens Serum Institut 2 november 2020. Han troede dog ikke, at man havde planer på det tidspunkt,om at slå alle mink ned.

Urovækkende nyhed

Senere samme dag afleverer Seruminstituttet alligevel en urovækkende nyhed. Forsøg viser, at Cluster 5-varianten af Covid-19-virus, der er fundet på 11 mennesker, viser tegn på at svække virkninger af antistoffer og dermed muligvis en vaccine.

Klokken fem om eftermiddagen tikker resultaterne fra den tilsyneladende gensmittede Farm 4 ved Hjørring ind og vækker yderligere bekymring.

TV2 Nord har aldrig fået svar på, hvilken rolle Farm 4 spillede i den samlede risikovurdering, men vi ved, at regeringen øjeblikkeligt blev orienteret. Dagen efter tager regeringen sin beslutning, som bliver meldt ud onsdag 4. november: Alle mink i Danmark skal slås ned. Det gælder også avlsdyr.

Min faglige vurdering er stadig, at der ikke var noget specielt alarmerende, som gjorde, at vi skulle reagere så panisk, som den politiske beslutning blev

Poul Nissen, professor, Institut for Molekylærbiologi og Genetik-Neurobiologi

Tid med stærk politisk tumult

De fleste eksperter er enige om, at de 15-17 millioner mink i Danmark udgjorde en potentiel trussel mod folkesundheden, men ifølge professor Poul Nissen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik-Neurobiologi, var det en panikreaktion at udslette hele minkbranchen.

Professor Poul Nissen fra Institut for Institut for Molekylærbiologi og Genetik-Neurobiologi, Aarhus Universitet, undrer sig over, hvad der udløste panikken hos regeringen og myndighederne i november 2020. Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord

- Hvad der lige pludselig udløser denne panik, aner jeg simpelthen ikke, men det var en tid, hvor der også var meget stærk politisk tumult, hvor regeringens støttepartier udtrykte skrappe udtalelser overfor fødevareminister Mogens Jensen, som kort efter måtte gå af, lyder det fra Poul Nissen.

- Min faglige vurdering er stadig, at der ikke var noget specielt alarmerende, som gjorde, at vi skulle reagere så panisk, som den politiske beslutning blev, siger han.

Cluster 5-varianten viste sig at være uddød af sig selv flere uger før nordjyderne blev sceenet og massetestet i jagten på den muterede virus. Foto: Arkiv/TV2 Nord

Som TV2 Nord har fortalt, viste Cluster 5-varianten at være uddød af sig selv flere uger før den nordjyske befolkning blev screenet og massetestet i jagten på den muterede virus. Farm 4 sig også at være harmløs. Der var ikke tale om en ny smitte med en muteret virus. Det var med stor sandsynlighed den samme smitte, som havde overlevet på farmen siden august.

Frank Andersen håber, at den kommende granskningskommission giver nogle svar, som giver mening.

- I princippet vil jeg håbe, at granskningskommissionen finder ud af, at det virkelig var nødvendigt at slå alle minkene ned, så det her mareridt ikke har været forgæves, men det er klart, at jeg er i tvivl, siger Frank Andersen.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.