Minkavlere kan ende i livskrise, men der er hjælp at hente
Region Nordjylland stiller krisehjælp til rådighed for minkavlere, deres ansatte og pårørende, hvis de har brug for hjælp.
Der kan vente en svær tid for de mange minkavlere, som nu mister deres livsværk. Sådan er vurderingen fra direktøren i psykiatrien i Region Nordjylland, Jan Mainz.
- Minkavlerne, deres ansatte og pårørende står i en helt ekstraordinær presset situation, hvor de oplever i løbet af ganske få dage, at hele deres livsværk og levebrød bliver revet væk. Det er en alvorlig livskrise og det er et alvorligt traume, der er at sammenligne med en alvorlig ulykke, siger han.
Minkavler oplever søvnbesvær
Derfor annoncerede Region Nordjylland fredag, at man nu tilbyder krisehjælp til minkavlere, deres ansatte og pårørende.
Har du brug for hjælp?
Har du som minkavler, ansat eller pårørende til en minkavler behov for krisehjælp, kan du kontakte Psykiatriens Information på telefon 97 64 30 00.
Hvis du er i krise og har tanker om selvmord kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05. Du kan også chatte med Livslinien på https://www.livslinien.dk/
- Vores tilbud består i, at vi sender dygtige psykologer, dygtige specialsygeplejersker eller læger ud. Det er dygtige psykologer, som har stor erfaring i denne type problemstillinger, siger Jan Mainz, som fortæller, at de allerede har fået flere henvendelser, men forventer flere i løbet af den kommende tid.
Minkavler Rasmus Bøgsted fra Hjallerup har aflivet sine mink og han har oplevet fysiske reaktioner.
- Vores nattesøvn har ikke været så god, siger han og bliver suppleret af sin kone.
- Det gør vi stadig ikke, og det tror jeg ikke, der er nogen minkavler, der har gjort siden den 1/10, siger Susanne Møller Bøgsted.
Det er en meget almindelig reaktion lyder det fra Jan Mainz.
- De kan reagere både fysisk, altså at man får det dårligt, får søvnbesvær. Man kan også opleve følelsesmæssige reaktioner som vrede, mistænksomhed og man bliver apatisk, siger han.
Søg hjælp, hvis du har det svært
Jan Mainz opfordrer til, at man ikke tøver med at søge hjælp, hvis man oplever problemer og at pårørende samt landbrug- og minkforeninger oplyser om regionens tilbud, hvis de oplever personer, der har det svært. Han understreger, at man ikke ender som psykiatrisk patient, hvis man kontakter regionens tilbud.
- Det gør man ikke. Det her er krisehjælp og grunden til, at det er os i psykiatrien, der tilbyder hjælpen er, at vi har nogle meget kvalificerede folk til at yde den psykologiske hjælp, siger han.
Det er vigtigt, at man søger hjælp, inden man når for langt ud, understreger Jan Mainz.
- I sådan nogle situationer kan man begynde at få selvmordstanker, og det skal vi selvfølgelig være meget opmærksomme på. Det er vi også, når vi har kontakt med de pågældende.
Har du som minkavler, ansat eller pårørende til en minkavler behov for krisehjælp, kan du kontakte Psykiatriens Information på telefon 97 64 30 00.
Hvis du er i krise og har tanker om selvmord kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05. Du kan også chatte med Livslinien på https://www.livslinien.dk/