Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Krisehjælp til tidligere minkavlere og deres ansatte: - Mink er jo i mit DNA

Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord

Region Nordjylland tilbyder krisehjælp som supplement til de nordjyske kommuners kriseramte borgere, der bor eller arbejder på minkfarm. Der er indtil videre kommet omkring 50 henvendelser.

- Mink er jo i mit DNA. Det har jeg altid beskæftiget mig med. Så da tæppet blev hevet væk under os, oplevede jeg en frustration, særligt rettet mod myndighederne. 

Sådan siger tidligere minkavler Hanne Kristensen, som i efteråret 2020 måtte se sit livsværk forsvinde, mens hun magtesløs stod tilbage med tusindvis af tomme bure, hun ikke må fylde op igen.

Den pludselige nedlukning af minkerhvervet førte til dybe personlige kriser hos nogle af de minkavlere og ansatte, som pludseligt blev tvunget til at aflive hele deres beskæftigelse. 

Flere regioner har tilbudt krisehjælp. I Nordjylland, hvor koncentrationen af minkfarme er stor, er der kommet omkring 50 henvendelser, der har ført til psykologbehandling for både enkeltpersoner og hele familier.

En ekstraordinær presset situation

30. juni afleverer Minkkommissionen sin beretning til Folketinget, og derved vil der muligvis snart blive sat punktum i den politiske og juridiske del af minksagen.

Sideløbende må minkavlerne fortsat vente på at få udbetalt størstedelen af deres erstatning for statens tvangsnedlukning af minkfarmene - et arbejde, som først forventes færdigt ved udgangen af 2024.

Men for en del af de danskere, som enten har ejet en minkfarm eller har arbejdet på en, har hele forløbet også haft omfattende psykologiske konsekvenser.

Glæden mistede vi, da hele erhvervet lukkede ned. Nu skal vi genfinde glæden ved noget nyt

Hanne Kristensen, tidligere minkavler

Selvom der i forvejen findes kommunale tilbud om krisehjælp, tilbyder Region Nordjyllands psykosociale beredskab supplerende krisehjælp til kriseramte borgere, der bor eller arbejder på minkfarmene i Region Nordjylland.

Det oplyser Jan Mainz, der er direktør for Kvalitet og Patientforløb ved Psykiatrien i Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

- Denne gruppe af borgere befinder sig i en ekstraordinært presset situation, hvor de på kort tid har set deres livsværk og levebrød blive revet væk. De er under et ekstremt pres, og derfor vælger vi at aktivere det psykosociale beredskab for at støtte disse borgere i denne ulykkelige situation, siger Jan Mainz.

Begyndte i forløb hos psykolog

Det ekstreme pres kan Hanne Kristensen nikke genkendende til.

- Det har været rigtig hårdt at lægge låg på alle de ting, som vi egentlig troede, vi skulle beskæftige os med, indtil vi skulle herfra en dag, siger hun.

Hun beskriver, hvordan der var travlt og følelserne var gemt væk, da dyrene skulle aflives, og hvordan håbløsheden ramte bagefter.

- Den dag, vi var færdige med det, så blev her pludselig stille.

Efter nogle måneder startede Hanne Kristensen derfor i et forløb hos psykolog Christina Mohr. 

Psykolog Christina Mohr (til venstre) og minkavler Hanne Kristensen. Psykologsamtalerne hjælper stadig, når Hanne Kristensen en gang imellem havner i det, hun selv kalder et dybt hul. Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord

Manglede værktøjer til krisen

Hanne Kristensen drev sammen med sin mand en minkfarm ved Hjallerup og var stille og roligt i gang med et generationsskifte til deres søn, da nedlukningen af erhvervet blev en realitet.

Det betød, at hun og hendes mand hen over spisebordet ofte kunne hidse hinanden op og tale om, hvor forkert alting var. Men de kunne ikke finde ud af at komme videre derfra.

- Jeg manglede nogle værktøjer til at få styr på mine frustrationer og min galde, for vi følte os trådt på, fortæller Hanne Kristensen.

Da hun begyndte at have svært ved at kende sig selv og sit eget følelsesliv, tog hun derfor kontakt til det psykosociale beredskab, som tilbød samtaler med minkavlerne.

Regionen tilbyder krisehjælp til minkavlere og deres ansatte

Siden nedlukningen af minkerhvervet, har Region Nordjylland tilbudt krisehjælp for at forebygge depression, angst, PDST og tvangstanker.

Det psykologiske beredskabs opgave er hurtigt at etablere hjælpeindsats, hvis der opstår en omfattende og kritisk situation, hvor mange er kommet til skade eller på anden vis har lidt overlast. Og det vurderer man, at minkavlerne har.

- Det er vores pligt at gøre vores bedste for at hjælpe folk i minkbranchen i denne alvorlige situation. Så jeg er glad for, at vi kan tilbyde hjælp gennem det psykosociale beredskab. Det gør dybt indtryk på mig, når jeg kan se, hvor vidtrækkende konsekvenser aflivningen af den danske minkbestand har for den enkelte nordjyske avler. Det er en traumatisk oplevelse, som der kan være brug for hjælp udefra til at bearbejde, siger regirådsformand Ulla Astman (S).


- Når mennesker oplever store livsforandringer, så kan det udgøre en risiko for ens mentale helbred på længere sigt, siger psykolog Christina Mohr.

Hanne Kristensen var langt fra den eneste, som kontaktede Christina Mohr efter nedlukningen. Psykologen fortæller, at nogle blev kastet ud i en decideret livskrise, hvilket kan udgøre en risiko for det mentale helbred på længere sigt.

- Nogle har haft et behov for rådgivning i forhold til en bekymring for en nær pårørende, og for andre har vi haft nogle krisestøttende samtaler, siger Christina Mohr.

Risiko for despression og misbrug

Ofte handlede henvendelser og samtaler med regionens psykologer om overbelastning og stress hos minkavlerne.

- Vi åbnede vores telefoner, fordi vi gerne ville hjælpe folk tidligt i forløbet for at forebygge, at man kommer til at sidde så meget fast, at man udvikler en depression, angst, tvangstanker eller et misbrug, siger hun.

Flere minkavlere havde svært ved at bevare overblikket og se fremad.

- Samtidig er det meget almindeligt at opleve, at ens følelser skifter meget. Det kan opleves som mere intense følelser af vrede eller at være mere ked af det over ting, end man plejer at være, siger Christina Mohr.

Netop følelserne havde Hanne Kristensen brug for værktøjer til at håndtere - og hjælpen virkede.

Psykologsamtalerne gav hende troen på, at der ventede gode tider forude.

- Jeg har fået nogle værktøjer til at håndtere livet. Det er jo vigtigt at kunne være glad og ikke hele tiden gå og skælde sin familie ud eller sætte sig i et hjørne og bryde grædende sammen, siger Hanne Kristensen.

Det er meget almindeligt at opleve, at ens følelser skifter meget i en livskrise. Det kan opleves som mere intense følelser af vrede eller at være mere ked af det over ting, end man plejer at være, siger Christina Mohr. Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord

Tid til at se fremad 

Selvom der stadig er dage, hvor Hanne Kristensen falder ned i det, hun kalder et dybt hul, ser både hun og hendes mand nu lyst på fremtiden. 

- Glæden mistede vi, da hele erhvervet lukkede ned. Nu skal vi genfinde glæden ved noget nyt, og det kan være svært. Men det kommer, siger den tidligere minkavler. 

Nu har hun sammen med sin mand åbnet en lille gårdbutik på den gamle minkfarm og psykologsamtalerne er blevet færre.

- Jeg er ved at være mig selv igen, siger hun fortrøstningsfuldt.

Se indslaget om Hanne Kristensens forløb her:


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.