Holder liv i erhvervet: Nordjysk avler vil sende sine mink til Litauen
Foto: Mick Knive Andersen / TV2 Nord
Minkavler Erik Vammen er ikke klar til at opgive drømmen om at fortsætte erhvervet. Han er dog indforstået med, at det bliver svært at køre videre i Danmark og vil derfor fortsætte avlen i Litauen.
Minkavler Erik Vammen fra Hobro kæmper som så mange andre i disse dage med at holde liv i sit erhverv.
Efter Regerings udmelding om, at samtlige mink i landet skulle slås ned, har det set sort ud for den danske minkbranche.
Efter 50 års minkavl på farmen er Erik Vammen begyndt at tænke i alternative baner hvad angår sine mink.
Han har på nuværende tidspunkt aflivet 30.000 af minkene i sin besætning og har cirka 10.000 levende tilbage. Han vil nu, i stedet for at slå de resterende ned, sende dem til Litauen og fortsætte avlen der.
- Hvis det lykkedes for mig, er meningen at de sidste mink skal ud af landet, fortæller Erik Vammen til TV2 Nord.
Planen er at sende minkene til Litauen, hvor Erik Vammen har en tom farm og fortsætte avlsarbejdet der.
- I Litauen er der samme regler for at producere mink, som der er her i Danmark. Jeg vil fortsætte avlen der. Det er jo mink jeg i 50 år har gået og fremavlet, og fået nogle helt specielle typer. Vi laver de bedste mink i hele verden, og det er ærgerligt, at de bare skal smides væk.
Tror på drømmen om fremtidig minkavl
Erik Vammen modtog fredag en besked, hvori der stod, at Fødevarestyrelsen ønsker dokumentation fra myndighederne i modtagerlandene, for at de kan acceptere den pågældende transport af mink.
- Det må jo næsten være det samme som en godkendelse, lyder det fra Erik Vammen, hvis drøm om at holde avlen i gang fortsat lever.
Han håber ligeledes på, at han kan hjælpe andre avlere med at få eksporteret deres mink til udlandet, så det ikke længere er den danske folkesundhed, der står på spil.
- Jeg vil gerne have flere avlere med, hvis der er flere, der vil i gang. Jeg kører i hvert fald videre, bare ikke i Danmark, siger Erik Vammen.