Det har været et meget anderledes år at være præst i, fortæller 46-årige Pernille Vigsø Bagge hjemme i stuen i den moderne præstebolig i et af Løgstørs villakvarterer. 

Her fra pladsen i spisestuen er der udsyn til åbne marker og højt til himlen, og ikke mindst tid til tanker om, hvordan det har været at være præst og Pernille i det seneste års tid fra den 11. marts 2020, hvor regeringen lukkede Danmark ned:

- På selve dagen, da Danmark blev lukket ned, da havde jeg forældremøde med konfirmand-forældrene. Vi skulle arrangere tur til Viborg Domkirke. Snakke om konfirmationen i maj. Hvor mange må I komme med i kirken og så videre, husker hun. 

- Og så bliver der indkaldt til pressemøde aftenen. Og jeg sad med mine børn i sofaen her. Min mand var til madlavningskursus – jeg kan huske det lige så tydeligt! Der blev HELT stille i stuen, da hun sagde: Uddannelsesinstitutioner, skoler, daginstitutioner er lukket fra nu af! Dér blev der stille i stuen. Det er et historisk øjeblik, som vi lige har talt om, mine døtre og jeg, fordi det var så vildt!

Dagen efter pressemødet har Pernille Vigsø Bagge en bisættelse i nabokirken i Farsø. Da hun kommer ud i bilen bagefter og tjekker sin mobil, er den fyldt op med beskeder fra bekymrede konfirmandforældre, der alle gerne vil vide, hvor, hvornår og hvordan de så kan få deres børn konfirmeret og holde festen for dem.

Pernille ville gerne hjælpe, men manglede selv svar og viden:

- Det har været lidt kendetegnende, at Folkekirkerne har været nogle af dem, der fik sidst besked om, hvad der skulle ske. Så vi har altid sådan haltet lidt bagefter. Og derfor var den der nedlukning sådan hele tiden at hoppe fra tue til tue, fra sten til sten. Og man syntes også det var spændende - og man syntes også det var helt forfærdeligt, fortæller Pernille Vigsø Bagge.

Afsked uden sang

At skulle udskyde konfirmationerne, og den glæde for mange var svært i sig selv. Men det sværeste var at leve op til kravene om afstand og forsamlingsforbud i forbindelse med bisættelser og begravelser, fortæller Pernille Vigsø Bagge: 

- Meget hurtigt blev det et problem i forhold til begravelser og bisættelser, fordi vi danskere er så vant til at mødes i kirken, når vi skal tage afsked med vores kære, og nu måtte det kun være den allernærmeste del af familien. Og det er en vigtig del af sorgbearbejdelsen, at man sidder dér skulder ved skulder, naboer, venner og familie, kolleger – også selv om det er meget gamle mennesker, der dør. 

Gudstjenester online du’r ikke!

Pernille Vigsø Bagge går rundt i det smukke, lyse kirkerum i Løgstør Kirke. Her hænger et reb ud for hver anden stolerække for at markere, at kirkegængerne skal holde afstand. Det betyder, at der kun må være 26 kirkegængere. For at nå ud til så mange som muligt har Pernille og hendes præstekollega Lars forsøgt sig med at formidle det kristne budskab online:

- Vi startede jo sidste år i Påsken med at lave online-gudstjenester og små andagter og den slag på nettet. Jeg synes personligt, det fungerer utroligt dårligt, ler Pernille og uddyber her hvorfor: 

- Der er en grund til det, når vi har DR tager masser af kamerafolk og lysfolk med, når de laver gudstjenester i vores kirker. Der er en grund til, at det er professionelle. Det der med to præster og håndholdt iPhone og organisten, der sådan sidder.... Det er ikke mig!

Selvom nogle kirkegængere har kigget med, når de har forsøgt sig med online gudstjeneste, kan både Pernille og hendes præstekollega se, at de ikke har særligt høje seertal. 

TEAMSMØDER – pyha!

I en coronatid, hvor fysiske møder er skruet ned til et minimum, har samfundet og befolkningen i stor stil måttet vænne sig til at holde møder, foredrag og konferencer via eksempelvis Zoom og Teams. Det gælder også for Folkekirken, der for øjeblikket er i gang med en stor debat om kirkens ritualbog og om ritualerne. Om de skal ændres og forandres, om der skal gives større frihed ved Højmessens ritualer med mere, fortæller Pernille Vigsø Bagge, der derfor også har måttet deltage i debatten virtuelt:

- Der har været en lang række konferencer, man kunne deltage i online. Og jeg har jo den der oplevelse af, når jeg har siddet på et teamsmøde i seks timer, så er jeg ved at dø!

- Og så tænker jeg med det samme: "Det er dét, vi tilbyder vores børn hver eneste dag nu på tredje måned!" Og jeg har også sagt til mine egne børn: "Jeg beundrer, at I kan!"  For jeg er jo helt groggy bagefter. Så ja, vi kan meget online, og det sparer meget tid, og det giver faktisk også nogle andre og måske fokuserede snakke, men jeg vil aldrig håbe, at det bliver gængs måde at have vielsessamtaler eller begravelsessamtaler på, siger hun. 

Begge hendes døtre har været hjemmeskolet i de seneste tre måneder, og de bogligt dygtige døtre har klaret selve undervisningen til godt, men helt godt har det nu ikke været, fortæller deres bekymrede mor:

- Der sker et eller andet med dem. Der breder sig et mismod nu. Altså, man kan mærke, at der er noget, der bliver ligegyldigt. Den yngste i 8. klasse er begyndt at sige sådan: ”Det kan være ligegyldigt med at komme i skole igen”. Og derfor tænker jeg – selv om den åbning, der er, kun er en dag i ugen, hvor man kan møde klassen fysisk - alligevel har en stor værdi, fordi de skal rystes ud af det her.  Og så er der så den der med ikke at kunne komme til fester! Det har været langt værre end selve fjernundervisningen.  

Coronatest

Som præst, der omgås mange mennesker og blandt andet har sin gang på plejehjemmene, har Pernille Vigsø Bagge en gang om ugen været udsat for en covid-19-test. Men det er bestemt ikke noget, hun ser frem til:

- Jeg tager PCR-testen. Og så bilder jeg jo folk ind, det er fordi den er mest sikker i resultatet. Men i virkeligheden så er det fordi, jeg kan ikke overhovedet ikke kan overskue konsekvenserne af at skulle have en vatpind op i næsen. Det kommer ALDRIG til at ske!

Anderledes er det med Pernilles ældste datter Anna, der går i 2. g.:

- Hun bliver testet hele tiden, fordi hun vil så gerne kunne holde fast i sine to: gymnasiebobler med klassekammeraterne, som er en lille boble, hun har der, og så nogle gamle efterskolekammerater. Og de har altså den regel, at når de skal ses fysisk, de der fire-fem stykker, så skal de tests hver gang. Så hun har altså haft vatpinde i næsen utallige gange. 

Pernille og hendes mand har indskrænket deres private boble til at omfatte deres gamle og sårbare forældre. Men det var ikke årsagen til, at familiens jul og nytår gik meget stille for sig. For Pernille blev nemlig smittet – eller gjorde hun?

- Ja, det er jo spørgsmålet?! Lige op til jul mistede jeg min smagssans og min lugtesans, og havde den ikke i 12 dage. Og der var min organist smittet, og en af vores regnskabsmedarbejdere i kirken var også smittet med corona. Jeg blev jo testet, og det blev ikke påvist! Men jeg havde det meget ringe den i dén periode: Hvorfor kan jeg ikke smage og lugte noget? Og jeg fik det også fysisk dårligt hen over juleaften, hvor vi så – med held i uheld – havde fået aflyst alle julens gudstjenester, så jeg tror, jeg har måske været eksponereret for noget, men det er ikke påvist, at jeg har haft corona. Og jeg har ikke gået og været bange på den måde, fortæller præsten.

Kulturen og naturen

Pernille Vigsø Bagge er kunstinteresseret, så der ærgrede hende meget, at hun ikke kunne komme ind på Skagens Museum, da hun var i Skagen under nedlukningen. 

Og billetterne til koncert med ”Folkeklubben” her i april 2021 tror hun heller ikke meget på, men hun krydser fingre for, at kulturlivet snart åbnes mere op, så egnens årlige Nibe-festival kan byde indenfor:

- Ikke fordi jeg selv sådan rager rundt i Skalskoven, men jeg tænker meget, at Danmark om sommeren, det er festivaler, markeder, det er musik og liv og folk, der samles. Det er det hele vores kulturliv er udtryk for, ikke? At vi også får noget åndeligt føde og noget samvær og noget fællesskab, og derfor et det et kæmpe problem, som jeg håber, vi får løst meget hurtigt.

- Og jeg tænker også, at måske har dele af kulturlivet ret i, at de er blevet nedprioriteret meget i politikernes bevidsthed. Det må jeg indrømme.

Når man ikke kan opleve kulturen, må man nyde naturen – og det gør Pernille også i stor stil:

- Jeg har arrangeret en del pilgrimsvandringer, og noget af det fedeste, der er sket her i året, der er gået, det var, vi havde den mest fantastiske pilgrimsvandring. Vi var 16 kvinder, der vandrede på Gendarmstien i Sønderjylland i september lige før det blev svært igen og anden bølge kom ind over landet. Så det der med at gå lange ture det har været en del af mit DNA i forvejen, og er det også nu. Men man har ikke ruterne for sig selv mere! Ler Pernille.

Savn og afsavn

Igen tvivl om, at Pernille Vigsø Bagge savner besøgene på kunstmuseerne, men der er dog to-tre ting, hun savner endnu mere:

- Altså, jeg længes efter at gå på værtshus. Og det er jo ikke fordi, jeg sådan sad på et værtshus tit, men det er fordi, man ikke kan! Og så gå ud og spise også, altså.

- Og så savner jeg konfirmanderne. Og det lyder sådan lidt – åh frelst! Men det gør jeg faktisk. Fordi de er OGSÅ i en sårbar aldersgruppe. Jeg har ikke kunnet se mine konfirmander i år. De skulle have været konfirmeret her sidst i april og starten af maj. Det er udskudt til september. Jeg aner i øjeblikket ikke, hvornår jeg kan få lov til at se dem igen, sukker Pernille.

Men der er også noget, præsten Pernille ikke kommer til at savne fremover:

- Altså en af de største forandringer i mit arbejdsliv det er i virkeligheden, at vi stod hver eneste søndag, min kollega Lars og jeg, og gav hånd til samtlige kirkegængere, når de kom til kirken og gav hånd igen, når de gik. Og det er en gammel og vigtig tradition, det der med se hinanden i øjnene og give hånd. 

- Jeg har FØR corona tit tænkt: Åha! Det er ældre mennesker, det er sårbare mennesker! Vi står her og deler al den håndsmitte, man overhovedet kan, for præsten giver hånd til alle, så jeg har det på hænderne alt det, jeg giver videre. Og det er vi jo stoppet med! Og det tror jeg er positivt, og det tror jeg aldrig kommer tilbage, fordi der er simpelthen for risikabelt. Og vi har fundet ud af, at vi faktisk sagtens kan hilse og med mundbind og se hinanden i øjnene og sige pænt goddag og ønske god søndag, når gudstjenesten er slut. Så noget godt er der kommet ud af det, for jeg tror, det andet har været for risikabelt – også FØR corona.

Se hele programmet med Pernille Vigsø Bagge herunder eller se med på TV2 Nord Salto i aften klokken 19.50.