Dana Cup-ledelse om defekte busser: Det er uacceptabelt
Foto: Joakim Brader
Politiet har klippet nummerpladerne på fem busser under Dana Cup, og turneringens ledelse er langt fra tilfredse med de defekte busser.
Busser med defekte bremser, lygter og andre alvorlige fejl og mangler har efterhånden stjålet opmærksomheden ved Dana Cup.
Fem busser har fået pillet nummerpladerne af, og 22 har fået forbud mod at køre videre, før fejl er bragt i orden. Flere dages politikontroller af busserne ved fodboldturneringen Dana Cup har efterhånden stjålet overskrifterne fra fodboldglæden, der ellers hersker i Hjørring.
- Det kommer bag på os, og det er irriterende. Vi kunne godt bruge vores tid på mange andre gode ting, siger presseansvalig ved Dana Cup, Torben Vandsted.
En del af de busser, der kører spillerne rundt mellem skoler, bespisning og fodboldbaner er så behæftede med fejl, at sikkerheden kan være på spil. Det kan give fodboldturneringen et hak i ryet.
- Man kan frygte, at der er nogen, der vil synes, at det er risikabelt at sende sine børn til sådan et stævne. Men vi skal arbejde meget intenst på, at et sådant eventuelt ry kan fjernes, siger Torben Vandsted.
Han er allermest irriteret over, at Dana Cup tilsyneladende ikke har fået den vare, man mener at have købt, nemlig sikre busser, der overholder loven.
- Det er uaccaptabelt, og det kan vi ikke være tjent med. Derfor er vi glade for, at politiet griber ind og får standset den slags busser.
Det forlyder, at Dana Cup har forhandlet om prisen med vognmanden, Hjørring Citybus, der står for busserne under fodboldturneringen. Men Torben Vandsted afviser, at Dana Cup selv er skyld i, at der nu kører måske lidt for gamle busser rundt med fodboldspillerne.
- Vi har jo betalt den pris, vi er blevet enige om, og jeg kan ikke forstå, at det med prisen skulle have noget at gøre med sikkerheden. Vi er 100 procent gået ud fra, at den pris, vi har betalt, den rummede også den sikkerhed, der skal være. Jeg håber da bestemt ikke, at en vognmand er til at presse ned på sikkerhed, siger Torben Vandsted.
Når Dana Cup er overstået og næste års turnering skal planlægges, vil turneringsledelsen være endnu mere opmærksomme på, at bussikkerheden er helt i top.
- Vi vil endnu engang understrege over for den vognmand, vi entrerer med, at det skal være perfekte busser, man kører i. Hvordan de ser ud, er jo ligegyldigt næsten. Men de skal være lovmæssigt korrekte. De skal være sikkerhedsmæssigt korrekte. Andet kan vi ikke holde til, siger Torben Vandsted.