Udsigt til et varmt Hjallerup Marked: Vi er fuldstændig klar!
Foto: Hjallerup Marked
Omkring halvdelen af alle boder er sat op til markedet, der begynder torsdag. Også i år bliver der solgt heste - frygten for hesteherpes er afblæst.
Næsten halvdelen af alle kræmmerboderne er sat op og klar til de 250.000 gæster, der kommer på markedet fra i morgen. Også hestene kommer på markedet.
Vejrguderne forkæler i år gæsterne på Hjallerup Marked, der kan se frem til 25 graders varme i alle fire dage, markedet varer – torsdag til søndag i denne uge.
Det lune vejr har også været en velsignelse for forberedelserne op til åbningsdagen torsdag.
- Vejret har betydet, at vores tekniske afdeling er rigtigt godt med, fordi de ikke har været generet af regn. Derfor er vi lige så klar, som vi skal være på det her tidspunkt, siger Stefan Jacobsen, der er næstformand i markedsudvalget.
De første kræmmerne kom allerede til pladsen søndag i sidste uge for at sætte deres boder op. Onsdag morgen er omkring 40 procent af boderne klar.
Sætter man alle boderne i forlængelse af hinanden, fylder de en strækning på 5,5 kilometer.
Hestene kommer også i år
På grund af frygten for den farlige hesteherpes, var der snak om, at Hjallerup Marked måtte nægte adgang for de heste, der ellers er en stor del af pladsen.
Men den frygt er afblæst. Alle heste er også i år velkomne.
Vi har været i tæt dialog med myndighederne, men der er ingen risiko for hverken heste eller mennesker, for det har været nogle få, isolerede tilfælde.
Stefan Jacobsen, næstformand, markedsudvalget
- Vi har været i tæt dialog med myndighederne, men der er ingen risiko for hverken heste eller mennesker, for det har været nogle få, isolerede tilfælde, fortæller næstformand for markedsudvalget, Stefan Jacobsen.
Hestene er i år særligt vigtige, for her lancerer Hjallerup Marked for første gang et landsstævne med omkring 1000 starter.
Og at hestene – både i og uden for springbanen - kommer med i år, glæder næstformanden.
- Heste er en af grundstenene på pladsen. Man kan bare kigge på vores logo og se, hvor vigtige de er. Heste er en vigtig del af dét at lave marked, ligesom god musik og boder er det, siger Stefan Jacobsen.