Politi efterforsker mystiske brande i Brønderslev
Foto: Torben Lykke Larsen (Arkiv)
To brande i Brønderslev torsdag aften er formentlig påsatte.
Torsdag aften kort efter klokken 21 fik Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab via 112 melding om en brand i kælderen under Knudsgade 87 i Brønderslev.
En person havde opdaget to mindre bål i kælderen og fik ved egen kraft trampet ilden ned.
Kort efter var den dog gal igen. I en container med byggeaffald, der stod ud for Knudsgade 102, var der ild og hverken i containeren eller i kælderen starter sådanne brande af sig selv.
- I kælderen er det helt åbenlyst at der er nogen, der har startet branden. I containeren er det lidt nemmere at forestille sig at man uforvarende kunne komme til at starte en brand - for eksempel med en cigaret. Men det tror vi ikke på, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen.
Der er blevet lavet brandundersøgelser på stedet og sagen overgives nu til lokalpolitiet.
Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til Nordjyllands Politi på telefon 114.