Over 200.000 besøgende på marked: Det er ikke så ringe endda
Foto: Kresten Mosbæk Gravesen / TV2 Nord
Det har været en ganske fornuftig markedsweekend i Hjallerup.
Mandag klokken 18 lukkede markedspladsen på Hjallerup Marked, og formand Keld Nielsen kan se tilbage på en forlænget markedsweekend med masser af besøgende.
- Det er gået rigtig godt. Vi har ikke haft optælling, men vi ved, at vi har rundet 200.000 besøgende, og det er ganske tilfredsstillende, siger formanden.
Markedet har varet en dag længere end normalt, fordi det har været åbent 2. pinsedag – og det kan mærkes.
- Vi regner med et overskud, så er det ikke så ringe endda, siger Keld Nielsen.
Han fortæller, at det har været et meget roligt marked, hvor politi og vagtselskab har haft rig mulighed for at spise en pølse og se på heste. Der har nemlig kun været ganske få episoder, hvor der har været brug for, at de reagerede.
- Det har været et meget roligt familiemarked, siger Keld Nielsen.
Den bedste dag har ifølge formanden været lørdag, hvor vejret viste sig fra sin bedre side. I løbet af weekenden har der dog været byger.
- I det store hele har det været godt. Ikke for varmt og ikke for koldt, siger Keld Nielsen.
Lørdag var Mogens Jørgensen forbi markedet. Se, hvordan det gik her: