I Stenum har de fundet opskriften på en landsbysucces
Ifølge borgerne i Stenum er det en god skole, fritidsaktiviteter og fællesskab der er med til at holde liv i byen.
Det hele startede tilbage i 1988, da kommunen besluttede at lukke den lokale skole. Det fik ildsjæle til at gå sammen og åbne Tolstrup-Stenum Friskole. Og den blev hurtigt en succes. Den gik fra et elevtal på 68 dengang til over 200 i dag.
Tolstrup-Stenum Friskole er siden da blevet renoveret flere gange. Der er ny forhal, nye møbler, nye fysik- og biologilokaler, nyt køkken, og nye toiletter.
Inde ved siden af ligger byens sportshal, der åbnede i 2012. Den leder videre til byens nye forsamlingshus, der er sidste skud på stammen og åbende i september 2015.
Det er primært borgerlån og fonde, der har finanseret byens mange projekter og forklaringen på hvorfor Stenum er en landsby i rivende udvikling skal findes i det fællesskab, der er skabt blandt byens borgere.
Stig Andersen, der er formand for Stenum Kultur og Forsamlingshus siger:
- Vi holder sammen om tingene og vi har fokus på at vi gerne vil videreudvikle tingene. Det tror jeg er nøglen til det. Vi har noget at være sammen om. Og frivilligheden kommer når man har været involveret fra start af, så er man villig til at give det en skalle.
Og så gælder det om hele tiden at have øje på, hvor man kan forny sig. Det mener formanden for Tolstrup-Stenum Sognecenter, Poul Egebak Jensen, der er en af drivkræfterne bag den udvikling, landsbyen har været igennem.
- Man skal hele tiden tænke på, hvad den nye trend er og så få det udviklet. Det er den vej vi skal gå. Hvis vi læner os tilbage og siger, at nu har vi lavet det vi skal, så går det ligeså stille i stå, siger Poul Egebak Jensen.
Idrætsforeningen i byen har 740 medlemmer. Til sammenligning har byen kun 265 indbyggere. Så der er ingen tvivl om byens succes og popularitet.
Og det er især en skole, fritidsaktiviter og så følelsen af fællesskab, der er med til at drive byen.
Marianne Hejlesen, der er skoleleder på Tolstrup-Stenum Friskole er også meget fortrøstningsfuld, når det kommer til fremtiden.
- Jeg frygter overhovedet ikke for Stenums fremtid. Den er så stærk og der er så meget energi herude, siger hun.