Elregninger stiger: Stor ekstraregning til nordjyske virksomheder
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Nordjyske virksomheder og landmænd råber nu op. Siden 1. juli har deres elregning været væsentlig højere end den plejer.
En ekstra udgift er kommet på elregningen hos nordjyske virksomheder.
SE Energi har hævet det beløb, man betaler for at få strøm gennem ledningerne. Det har selskabet gjort, fordi den almene forbruger skal have udskiftet deres fjernaflæsere. Men den ekstra udgift får store konsekvenser for dem, der bruger meget strøm i hverdagen.
- De har hævet net-tariffen, det er det, de har monopol på her. Strøm kan man købe alle steder, men net-tariffen, det er den, som de har eneret på at indkræve, og den har de hævet med 10 øre for mit vedkommende, og hos dem der bruger mere end 100.000, er det 4 øre og 15. Så vi har nogle virksomheder, som bliver utrolig hårdt ramt her i det gamle Nyforss område, siger Jens Peter Jensen, der er svineproducent i Brønderslev.
En af de virksomheder, det også går ud over, er Brønderslev Svømmehal. Her er elregningen blevet en del dyrere. Svømmehallen skal betale 55.000 kroner mere i net-tarif i de næste to og et halvt år.
- Vi får jo svært ved at placere udgifterne et eller andet sted, for klubberne de betaler jo over kommunen, så her i svømmehallen, er vi nødt til at lægge det på billetpriserne i offentlig svømning, og det er nok ca. omkring ti procent vi skal have lagt oveni, siger Christian Brønden, halinspektør i Brønderslev Svømmehal.
Pengene går i stedet til de almene forbrugere og deres nye fjernaflæsere.
Svineproducent Jens Peter Jensen har afholdt møde med SE Energi, for han og andre nordjyder kan ikke forstå, hvorfor de skal betale for andres fjernaflæsere.
- Jeg kan godt forstå, at virksomhederne er frustrerede over omkostningerne, og baseret på det møde, vi var til i Nordjylland forrige mandag aften, så blev vi sendt hjem med to opgaver den ene er at slå syv streger under det fakum at vores model naturligvis er lovlig og den anden del er at om man kunne finde en mere lempelig model for finansiering af det her, siger direktør Niels Duedahl.
Som en del af fusionen mellem Nyfors og SE har det ifølge direktøren været nødvendigt med forandringer.
- Implementeringen af de her nye digitale målere er et af de fem elementer som er besluttet i den fælles fusion. Nogle af de andre elementer, det er udrulningen af fiber til alle nordjyder, 100 nye jobs i brønderslev plus en vækstpulje på på 150 millioner, men vi skal have finansieret de her elmålere, siger Niels Duedahl.
- Vi har altid haft en fjernaflæst måler, så vi får ingenting for penge, siger en ærgerlig Christian Brønden fra Brønderslev Svømmehal.