Elever: Send ikke vores kammerat til Irak
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Kammeraterne på gymnasiet forsøgte at råbe politikerne op. De mener, at deres kammerat Taza Haj skal have lov til at gøre sin uddannelse færdig i Danmark.
Flere hundrede elever fra Dronninglund Gymnasium demonstrede i dag foran asylcentret i byen. De er utilfredse med, at den irakiske flygtning og gymnasieelev Taza Haj sammen med sin familie skal sendes tilbage til Irak.
Eleverne på Dronninglund Gymnasium lod i formiddag bøger være bøger og gik udstyret med banner og skilte protest march fra gymnasiet til asylcentret i Dronninglund.
- Det er den eneste måde, at vi kan gøre noget på som gymnasieelever, siger Anders Meng fra Dronninglund Gymnasium.
Deres kammerat Taza Haj fra 2. B. skal sammen med sine tre søskende og forældre forlade asylcentret.
Taza Haj flygtede til Danmark fra Irak i 2011. Han og familie har været 7 år og 4 måneder i Danmark og boet forskellige asylcentret.
- Jeg synes ikke, at det er retfærdigt på nogen måde. Han er en rigtig god ven på gymnasiet, og bare på grund af at hans asylansøgning er blevet afvist, så bliver han bare sendt hjem. Det er surrealistisk, siger Simon Holst, som går i 2.g. på Dronninglund Gymnasium.
Familien Hajs har siden 2011 fået en række afslag på at opholde sig i Danmark, og de skal nu flytte til Udrejsecentret Sjælsmark på Sjælland.
Foran asylcentret i Dronninglund viser de mange elever deres utilfredshed med Udlændingemyndighedernes afgørelser.
- Vi gør, hvad vi kan for at støtte op om det her og vise, at vi er utilfredse. Det er ikke retfærdigt, siger Nina Natalie Friis fra 2.g på Dronninglund Gymnasium.
Taza Haj er meget påvirket af stemningen og dagen. Han går rundt og krammer sine klassekammerater.
- Jeg har det dårligt med at jeg skal forlade mine venner, min skole og min hverdag heroppe. Jeg har det rigtig dårligt med det, siger Taza Haj.
Han og hans to mindre søstre går alle i skole i Dronninglund, mens hans storebror går i skole i Aalborg.
Familien skal nu have ophold på Udrejsecenter Sjælsmark på ubestemt tid, da de ikke ønsker, at rejse tilbage til Mosul i Irak, og Irak ønsker ikke at modtage flygtninge, som ikke vil rejse tilbage
Foran Asylcentret bliver der sunget og krammet og sagt farvel.
- Det er min bedste ven i klassen. Det er fandme hårdt at tænke på, at han skal forlade os nu, siger Lasse Gade Ekelund fra 2. B.
Klokken lidt i 11 er det tid til det sidste fælleskram i 2.B., inden Taza Hajs og familien forlader Dronninglund.
- Det er rigtig hårdt at sige farvel til mine kammerater. De er så søde, og der er rigtig mange som har støttet mig, siger Taza Haj, inden han forlader Dronninglund og kører mod Sjælland i en bil sammen med sin familie.
Familiens næste hjem i Danmark er Udrejsecentret i Sjælsmark. Det er uvist hvornår familien kan sendes hjem til Irak og om Taza får mulighed for at færdiggøre sin gymnasieuddannelse.