Bevægende gensynsglæde efter græsk feriemareridt
Foto: Privat
Den nordjyske familie reddede livet ved at flygte fra flammerne og søge ly i en grotte.
Et mareridt fik en lykkelig slutning, da Børjesson-familien torsdag vendte hjem fra det græske flammehav.
Tårerne får frit løb, da familie Børjesson fra Hallund lander i Aalborg Lufthavn torsdag eftermiddag og genser forældre og bedsteforældre efter en uges brandhelvede i havnebyen Rafina i Grækenland.
- Jeg var sikker på, at vi skulle dø, fortæller Louise Børjesson fra Hallund ved Brønderslev.
Med sig på ferien havde hun sin mand, sin datter på seks år, samt sine to yngre søstre, Sandy og Nadia.
Fra altanen på hotellet kunne familien se, hvordan flammehelvedet fra en skov nærmede sig hotellet, som de boede på.
- Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var uretfærdigt, at min lille datter på kun seks år ikke skulle bevare livet, fortæller Louise Børjesson.
Familien flygtede til en lille grotte ved vandet bag hotellet. Herfra var der ingen vej ud, flammerne blokerede flugtvejen, og havet blev en sidste løsning.
- Vi ville enten drukne, brænde ihjel eller dø af røgforgiftning, siger hun.
Familien reddede livet ved at opholde sig i grotten tre til fire timer, mens flammerne kom nærmere og nærmere. Herefter blev de reddet af en fisker, der sejlede ud med sin båd.
- Der er også flere, der omkommer, og det er hårdt at se, fortæller hun.
For Bente Børjesson, der er mor og mormor til familien, har ugen hjemme i Hallund været hård, da hun har følt sig magtesløs.
- Det er klart, at det er den værst tænkelige situation at stå i. At høre, at ens børn er i livsfare og ikke ved, hvilken vej de skal løbe, og de ser mennesker omkring dem med hud, der er brændt og falder af... det er forfærdeligt siger Bente Børjesson.
Hjemme i Hallund har hun flæskesteg og brunede kartofler klar til sin hjemvendte familie.
- Det er er jo mit guld, siger hun.
Der venter nu familien krisehjælp.