90-årige Søren kvittede sovepillerne: Fast læge på plejecenter får medicinforbrug til at styrtdykke
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
90-årige Søren Jensen er kvikket op efter at han ikke længere tager sovepiller.
På plejecentret Elmehøj i Øster Brønderslev er antallet af indlæggelser og forbruget af medicin styrtdykket efter at beboerne fik en fast praktiserende læge.
90-årige Søren Jensen har fået ordineret sovemedicin så længe, at ingen kan huske hvornår det begyndte. Han bor på plejecentret Elmehøj i Øster Brønderslev. Da plejecenteret for to år siden fik en fast praktiserende læge overbeviste hun ham om at stoppe med sovemedicinen, og det er Søren Jensen glad for nu.
- Det går fint. Jeg skal jo helst ikke have mere medicin end jeg får nu, siger Søren Jensen, der i øjeblikket døjer med smerter i det ene lår.
Søren Jensens kone Gerda bor også på plejecenteret. Også hun har fået reduceret sit medicinforbrug efter at Elmehøj fik en fast praktiserende læge. Deres svigerdatter Kirsten Jensen mærker tydeligt at både hendes svigerfar og svigermor ikke længere får sovemedicin.
Jeg kommer her på Elmehøj tit. Det er ikke svært at få adgang til mig. Jeg er dagligt i kontakt med personalet enten over telefon eller per e-mail, og jeg kommer her i huset mindst en gang om ugen. Så er det jo meget nemt lige at tage fat i mig og få kigget på nogle ting, og få ryddet op i medicinen. Jeg kommer jo til at lære patienterne rigtig godt at kende.
Helle Nygaard, praktiserende læge
- Det har betydet, at de har fået et bedre liv, fordi de ikke er konfuse over alt det medicin. De fik sovemedicin, og det er der ikke nogen grund til, når de er her, for er der ro, siger Kirsten Jensen.
Faste læger på alle landets plejecentre
I 2016 indgik staten, regionerne, kommunerne og Praktiserende Lægers Organisation en aftale om at der inden udgangen af 2019 skulle være faste læger på alle plejecentre i Danmark. Beboerne skal frivilligt kunne vælge den faste læge på plejecenteret. Samtidig skal lægen også være sparringspartner for de ansatte. Med aftalen følger der 100 millioner kroner til at indfase ordningen. Et pilotprojekt har nemlig vist at faste læger på plejecentre betyder at beboernes får en bedre pleje, og at antallet af indlæggelser falder.
Det var med den ordning at Helle Nygaard for to år siden sagde ja til at blive fast læge på Elmehøj i Øster Brønderslev og Hellevadlund i Klokkerholm. Det er er frivilligt om beboere vil have hende som læge men det har næsten alle valgt. På Elmehøj havde beboerne tidligere fem forskellige praktiserende læger, der ikke var så tæt tilknyttet plejecenteret som Helle Nygaard er nu.
- Jeg kommer her på Elmehøj tit. Det er ikke svært at få adgang til mig. Jeg er dagligt i kontakt med personalet enten over telefon eller per e-mail, og jeg kommer her i huset mindst en gang om ugen. Så er det jo meget nemt lige at tage fat i mig og få kigget på nogle ting, og få ryddet op i medicinen. Jeg kommer jo til at lære patienterne rigtig godt at kende, fortæller Helle Nygaard.
Drastisk fald i medicin og indlæggelser
Plejecenterets leder og Helle Nygaard har ikke den præcise opgørelse, men de anslår at antallet af indlæggelser er faldet med 70 procent siden Helle Nygaard blev fast læge på stedet.
- Jeg kommer her jo tit, og så kan det være at jeg lige høre noget på gangen. Det betyder at jeg kan tage mange ting i opløbet, så vi er lidt på forkant med mange ting i stedet for at vi skal til og gøre noget, når der er et stort akut problem, siger Helle Nygaard.
Hun har samtidig taget et opgør med det, hun mente var et overdrevet medicinforbrug. Især mener hun at det ofte ikke giver mening at give meget gamle patienter forebyggende medicin. Medicin giver ofte bivirkninger, som patienterne også skal have medicin for, og så har man en ond spiral, forklarer Helle Nygaard. I dag anslår hun at beboerne får 50 procent mindre smertestillende og psykofarmaka. Det kan plejehjemmets personale mærke.
- Beboerne er betydeligt mere med i hverdagen. Nogen af dem, der har siddet og ikke rigtig har haft et sprog, har nu fået et sprog. De er vågnet op, og sover måske knap så meget. Der er mere liv i vores beboere nu, siger lederen på Elmehøj, Jette Ramskov.
Helt lavpraktisk er personalet glade for at de nu kun skal sidde i telefonkø hos en læge, når nogen gange skal have fat i en læge om morgenen. Det har de tidligere bruget meget tid på.
Lægen sender personale på skolebænken
En del af aftalen er også at Helle Nygaard skal sparre med personalet, og fire gange om året laver hun uddannelsesdage, hvor personalet for eksempel lærer om medicinhåndtering eller hvordan man tager den svære samtale om der skal genoplives, hvis det kommer dertil. Plejecenterleder Jette Ramskov forklarer, at en del af hendes personale er lidt oppe i årene og det er længe siden de har siddet på skolebænken og derfor har de stor gavn af uddannelsesdagene.
- Den daglige sparring gør jo at mine medarbejdere i høj grad får nogle højere kompetencer, og en større viden, også fordi de kan gå direkte til Helle, siger Jette Ramskov.
Andre kommuner har kvaler
Inden nytår skal alle danske plejecentre have tilknyttet en fast læge, men flere nordjyske kommuner ikke kan leve op til aftalen – de kan ikke skaffe de faste læger. Jammerbugt Kommune har netop fundet en fast læge til Solgården i Fjerritslev, Solbakken i Brovst og Brovst Friplejehjem, men på de resterende fem plejecentre har det ikke været læger, der var interesserede i at blive faste læger. Andre kommuner har de samme kvaler. I for eksempel Rebild Kommune er det kun lykkedes at skaffe faste læger til halvdelen af kommunens plejecentre og i Vesthimmerlands kommune er det indtil videre lykkedes at finde faste læger til seks ud af ni plejecentre i kommunen. Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Jammerbugt kommune Ib Nellemann (V) er frustreret over situationen.
- Det har været rigtig svært at skaffe lægerne. Vi har været i gang siden 2016, hvor vi har talt med lægerne her i Jammerbugt Kommune. Vi er under pres. Det sidste tal jeg har set, viser at vi har fem ledige ydernumre på lægeklinikkerne, så ressourcemæssigt har lægerne ikke haft mulighed for at byde ind på det, siger en ærgerlig Ib Nellemann (V)
Helle Nygaard kender også til læger, der har takket nej til at blive fast tilknyttet et plejecenter - ofte fordi de synes de har for travlt til det eller fordi de ikke har interessen for det. Det synes Helle Nygaard er ærgerligt, for hun mener at resultaterne på Elmehøj også kan opnås på andre plejecentre.
- Jeg synes det er en kæmpe succes. Det mig også utrolig meget arbejdsglæde, og det giver mig mere energi til at gøre noget for andre patientgrupper, siger Helle Nygaard.
Berigtigelse den 25.09.19: Af artiklen fremgik det tidligere, at det ikke var lykkedes Vesthimmerlands Kommune at skaffe faste læger til nogen af deres plejecentre. Det havde kommunen oplyst til TV2 NORD. Dette var ikke korrekt. Kommunen har indgået aftale om fast læge på seks ud af kommunens ni plejecentre. Man arbejder stadig på at finde en fast læge til de resterende tre plejecentre.