28 år med Kandis på Brønderslev Marked
Foto: Johnny Isaksen
Kandis har spillet på Brønderslev Marked 28 år i træk, og det er en tradition, som foreningerne bag Brønderselv Marked, holder fast i.
Kandis og Johnny Hansen er fast inventar på Brøndslev Marked. De har spillet på markedet 28 år i træk, og hvert år om mandagen. Og i år er de også at finde i markedsteltet, hvor de spiller op til dans.
Der var da også mødt mange Kandis-fans op for at høre bandet. Flere end 900 mennesker var samlet i teltet til aften for at høre Danmarks mest berømte danseband.
Og sådan er det hvert eneste år. Selvom de spiller på en mandag, er teltet altid fyldt, fortæller formanden for Store Brønderslev Marked, Carsten Overgaard.
- Det er 28. gang i træk, at Kandis er her. Det er en tradition, vi holder fast i hvert eneste år, at de kommer om mandagen, siger Carsten Overgaard, formand for Store Brønderslev Marked.
TV2 Nords Mogen Jørgensen var da også at finde på scenen sammen med Kandis og Johnny Hansen her til aften på Brønderslev Marked.
28 år i træk, kan du huske, hvordan det var i starten?
- Ja, det kan jeg godt. Der spillede vi lange set heroppe. Vi spillede både om eftermiddagen og om aftenen og havde rigtig, rigtig mange timer heroppe, så det kan jeg sagtens huske, siger Johnny Hansen.
Hvor lang tids langtidskontrakt har I med Store Brønderslev Marked?
- Det ved jeg ikke, men jeg håber, vi kommer i rigtig mange år. Som du ser sådan en mandag aften med flere tusind mennesker i teltet. Det findes ikke andre steder. Og det er simpelthen fantastisk at være her hvert år, vi glæder os hver gang, fortæller Johnny Hansen.
Og Mogens Jørgensen fik da også lov at ønske et musiknummer, mens han interviewede Johnny Hansen på scenen til aften. Det nummeret Den Gule Flyver af Johnny Hansens far, som Mogens Jørgensen fik Kandis til at spille.
To superfans
Det er dog ikke kun nordjyder, der valfarter til Brønderslev Marked og stimler sammen i markedsteltet en mandag aften for høre Kandis og Johnny Hansen.
To ikke-nordjyske Kandis-fans har fundet vej til Brønderslev til aften. Den ene fra Norge og den anden fra Grønland. Og det er ikke helt almindelige kandis-fans, Mogens Jørgensen fik en snak med til aften. Det er to vaske-ægte superfans. Og de er, ligesom Kandis, fast inventar på Brønderslev Marked hvert år.
- Jeg kommer til Brønderslev for at høre Kandis, og det har jeg gjort i 15 år. Jeg elsker musikken, og det fænger alle mennesker, fortæller den norske superfan.
Er kandis også meget populære i Norge?
- Ja ja, fortælle hun.
Teltet rummer endnu en Kandis-superfan. En fan fra Grønland, som har betalt intet mindre end 12.000 kroner for at komme til Brønderslev og høre Kandis.
- Jeg plejer altid at komme hvert år til Brønderslev Marked for at høre Kandis. Jeg er Kandis-fan og jeg er medlem af Kandis-fanklubbben.
Hvor mange år har du været medlem?
Fem år, svarer den grønlandske kvinde.
Er Kandis populær på Grønland også?
- Ja, det er de, fortæller kandis-fanen.
Godt år for Brønderslev Marked
Formand for Stor Brønderslev Marked, Carsten Overgaard, slår fast, at det har været et godt år for Brønderslev Marked.
- Status er, at vi har haft et fantastisk marked i år. Vi har haft godt vejr det mest af tiden og specielt lørdag. Og der har været totalt fyldt med mennesker, siger Carsten Overgaard.
Bag Brønderslev Marked står cirka 500 frivillige fordelt på 20 foreninger, der alle hjælpes ad for at få markedet stablet på benene og få det afholdt. Overskuddet deler de så foreningerne imellem.