Voergaard Slot er klar til 10.000 julebesøg
Den kendte dekoratør Bjarne Als står - traditionen tro - for julepyntningen af Voergaard Slot.
Det er efterhånden en ligeså fast juletradition som mandlen i risalamanden og dans om juletræet at den kendte dekoratør Bjarne Als pynter op til jul på Voergaard Slot ved Flauenskjold. Og i år er naturligvis ingen undtagelse.
Årets tema er musik og med den store åbningsdag ventende allerede klokken 12 fredag, var der pres på da TV2 Nord besøgte slottet og den kendte dekoratør torsdag.
- Lige i øjeblikket, så har vi bare rigtig, rigtig travlt. Og man kan godt se, det roder over det hele lige nu, fortæller Bjarne Als.
Julen skal være sjov
Tidligere år har temaerne på det julepyntede renæssanceslot været 'bal på slottet', 'Peters Jul' og 'bryllup - bare for at nævne nogle få. I år hedder så 'musik på slottet' og det afspejler sig naturligvis i pynten som blandt andet består af diskokugler, guitarer, jukebokse og sågår fisk med diskohår.
- Så bliver man bare glad, lyder det fra dekoratøren.
- Julen må godt være noget hvor man kommer til at smile og er glad. Det er jo det det hele går ud på.
Forventer 10.000 gæster
Voergaard Slot har inviteret nordjyderne og alle andre ind på det julepyntede slot siden 2016 og i de senere år har mellem 8000 og 10.000 gæster lagt vejen forbi. Det er også forventningen i år, lyder det fra besøgschef Janne Bak der ser traditionen som en vigtig del af den nordjyske julestemning.
- Jeg tror, det er vigtigt for mange familier og mange mennesker i det hele taget at holde fast i noget, man kender omkring juletid. Der foregår nok rundt om i verden - og man har travlt det meste af året, så til jul kan man godt lide, at noget er som det plejer.
Det bliver sent i aften
Årets juleudstilling åbner fredag til middag og kan opleves frem til 4. december. På slottet kan man også opleve en udstilling om DR's mange historiske julekalendere og et egentligt julemarked.
Om alt er klappet og klart til dørene bliver slået op, tør Bjarne Als ikke love - men han tror det.
- Jeg ville være et skarn hvis jeg sagde, at jeg var helt sikker på at vi når det. Men jeg tror nu, vi når det. Men det bliver sent i aften. Det er helt sikkert.