Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Udvist mor må komme hjem

Der er endelig godt nyt til fem måneder gamle Andreas fra Brønderslev. Udlændingestyrelsen giver nu lov til at hans mor kan komme til Danmark, mens hendes udvisningssag behandles.

Godt nyt til fem måneder gamle Andreas fra Brønderslev. Udlændingestyrelsen giver nu lov til, at hans mor kan komme til Danmark, mens hendes udvisningssag behandles. TV2 Nord har siden søndag fortalt om familien, der blev splittet, fordi moren blev udvist til Cambodja, selv om en EU-dom beskytter børn præcis i den situation.

De danske udlændingemyndigheder har reageret særdeles hurtigt i sagen om lille Andreas fra Brønderslev, der nu i godt tre uger har måttet undvære sin mor Thida. Efter TV2 Nord omtalte sagen søndag,  sendte Udlændingenævnet, der behandler klager over udvisninger, sagen retur til Udlændingestyrelsen. TV2 Nord fortalte den historie tirsdag, og nu har også Udlændingestyrelsen været hurtige på aftrækkeren.

I et brev til Jens Petersen meddelte styrelsen i går, at hans hustru Thida må komme til Danmark, mens hendes ansøgning om familiesammenføring behandles på ny.

Jens Petersen er tilfreds med, at der nu bliver handlet i sagen:

- Jeg synes det er fint, at de reagerer så hurtigt og nu beder om nye oplysninger i sagen. Nu vil jeg sammen med min advokat få sendt dokumentation afsted, så de kan se, at Andreas mangler sin mor. Jeg har været ved lægen med ham, og han konstaterede ligesom sundhedsplejersken, at Andreas ikke har taget ordentligt på i vægt, siden hans mor blev sendt til Cambodja. Jeg er bange for, at det er fordi han er stresset, som børnepsykologen sagde på TV2 Nord i søndags, siger Jens Petersen.

EU-dom beskytter børn

Ifølge Advokat Henrik Skaarup burde Andreas' mor aldrig have været udvist på grund af en EU-dom. Den såkaldte Chavez-Vildez-dom beskytter nemlig børn mod at få forældre udvist, hvis de er så afhængige af forælderen, at de reelt ville være nødt til at forlade EU.

- Kort og godt skulle Thida være blevet her i landet, hvor hun kunne passe sit barn,  og ikke have været sendt til Cambodja. Jeg mener, der er sket en oplagt fejl i sagen. Både Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet burde kende EU-dommen, hvad jeg også mener, de nu skriftligt har erkendt og beklaget, siger Henrik Skaarup.

Allerede i maj ændrede Udlændingenævnet praksis, så EU-dommen kom børnene til gode, men først da TV2 Nord stillede spørgsmål til nævnet, blev udvisningen annulleret. Udlændingestyrelsen skal altså nu behandle Thidas udvisning igen. Jens Petersen forstår ikke, at myndighederne kunne være i tvivl om, at hans barn var fanget i sagen:

- Det kan de ikke være , for allerede da vi klagede til Udlændingenævnet, gjorde vi opmærksom på, at vi ventede barn, og at Thida havde termin den 29. maj.  De fik også besked om, at vi forsøgte at sende Andreas med sin mor til Cambodja, fordi hun ammede ham, da hun blev udvist for godt tre uger siden. Man ved jo godt, at så lille et barn selvfølgelig er meget afhængig af sin mor, og derfor bestilte jeg også flybilletter til både Andreas og Thida, da hun blev udvist. Det var kun fordi, vi ikke kunne nå at få visum til Andreas, at han måtte blive hos mig i Danmark, siger Jens Petersen.

Håber på samarbejde med myndighederne

Udlændingestyrelsen har nu givet Thida en såkaldt processuel opholdstilladelse. Det betyder, at hun må være i Danmark, mens hendes familiesammenføringssag bliver vurderet igen. Den omtalte EU-dom bliver nu taget med i sagsbehandlingen og Jens Petersen er optimistisk:

- Jeg tror ikke der er meget at komme efter, for nu finder vi dokumentation for, at Andreas virkelig har brug for at være sammen med sin mor, som han jo tilbragte hele tiden med , før hun blev udvist, siger Jens Petersen.

Den ufrivillige alenefar håber nu, at de danske udlændingemyndighed vil samarbejde, så hans hustru kan komme til Danmark hurtigst muligt. Cambodja er nemlig ikke verdens letteste land at rejse til eller fra for tiden.

- Danmark har ingen ambassade i Phnom Penh (Hovedstaden i Cambodja, red.), så jeg håber, de vil hjælpe med at få de rette rejsepapirer afsted til for eksempel den svenske eller tyske ambassade, så hun kan komme hjem til Andreas i en fart, siger Jens Petersen.

Læs hele svaret fra Udlændingenævnet

TV2 Nord har ved e-mail af 26. oktober 2020 stillet en række spørgsmål vedrørende Thida Den. Der henvises  til den fremsendte fuldmagt fra Jens Petersen.

 

Udlændingenævnet kan i den anledning oplyse, at Udlændingestyrelsen den 2. april 2020 traf afgørelse om at meddele Thida Den afslag på opholdstilladelse, da hun og Jens Pedersen ikke opfyldte mindst 4 af de 6 integrationskrav, jf. udlændingeloven § 9, stk. 8. Det indgik ikke i afgørelsen, at Thida Den var gravid.

 

Den 20. maj 2020 klagede en advokat til Udlændingenævnet over afgørelsen.

 

Det fremgår af Udlændingenævnets praksisnotat om meddelelse af opsættende virkning i forbindelse med en klage over et afslag på ægtefællesammenføring, at der kan gives opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis ganske særlige grunde taler derfor. Det følger således af praksis, at der gives opsættende virkning, når ansøgeren og den herboende ægtefælle har et eller flere fællesbørn, der opholder sig her i Danmark, og når ansøgeren kommer fra et land uden for Europa, såfremt det samtidig er første gang, at parret har fået realitetsbehandlet en klage over et afslag på ægtefællesammenføring af Udlændingenævnet. Du kan læse notatet her: https://udln.dk/-/media/UDLN/Notater/Notat-opsttende-virkning-FAM.pdf?la=da&hash=5B4BC877140E2AB02D19FC6651486434CC73EC83.

 

Det følger også af Udlændingenævnets praksis, at en fastsat udrejsefrist kan udsættes til 2 måneder efter fødslen.

 

Børn og graviditet indgår således i vurderingen af, om der gives opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen under behandlingen af en klage.  Børn indgår også generelt ved vurderingen af, om der kan meddeles opholdstilladelse, herunder om der er særlige grunde til at fravige et af kravene for ægtefællesammenføring i udlændingeloven. Dette sker f.eks., hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele opholdstilladelse.

 

Du kan læse mere om mulighederne for at fravige betingelserne for ægtefællesammenføring, når der er mindreårige børn her: https://www.nyidanmark.dk/da/Ord-og-begreber/US/Familie/%C3%86gtef%C3%A6llesammenf%C3%B8ring---Fravigelse-af-krav-p%C3%A5-grund-af-mindre%C3%A5rige-b%C3%B8rn/?anchor=965BE0A9A15A48B18F7C5CB930AF19C9&callbackItem=2D4FC4DEC12143A38889D3F6237CE3AC&callbackAnchor=761A6041EFCC4B839EF31A0565ABC771965BE0A9A15A48B18F7C5CB930AF19C9

Ved en meget beklagelig fejl meddelte Udlændingenævnet den 10. juni 2020 afslag på opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen under nævnets behandling af sagen, da det ikke fremgik af Det Centrale Personregister, at parret var blevet forældre til en dreng. Udrejsefristen blev dog udsat to gange under henvisning til COVID-19.

 

Udlændingenævnet valgte at fremskynde behandlingen af klagen i lyset af, at det i forbindelse med presseomtalen af sagen kom frem, at Jens Petersen og Thida Den var blevet forældre til et barn, der er dansk statsborger, og da det kan have betydning for, om der er ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. ovenfor samt en dom, som EU-Domstolen har truffet (Chavez-Vilchez). Udlændingenævnet har vurderet, at Udlændingestyrelsen på denne baggrund skal se på sagen igen, da oplysningen om barnet ikke var indgået i grundlaget for Udlændingestyrelsens vurdering af sagen.

 

Udlændingenævnet har derfor den 26. oktober 2020 hjemvist sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.

 

Du kan læse mere om Chavez-Vilchez-dommen her: https://www.nyidanmark.dk/da/Nyheder/2019/09/Udl%C3%A6ndingestyrelsen-justerer-sin-praksis-i-sager-om-opholdstilladelse-til-tredjelandsfor%C3%A6ldre-til-mindre%C3%A5rige-b%C3%B8rn,-der-er-danske-statsborgere


Udlændingenævnet har i dag beklaget hændelsesforløbet over for Jens Petersen.

 

Udlændingenævnet skal i øvrigt præcisere, at Thida Den ikke er udvist af Danmark, men at hun blev pålagt at udrejse. Hun vil derfor kunne meddeles opholdstilladelse, hvis hun og Jens Petersen i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Det har Udlændingenævnet ikke taget stilling til ved afgørelsen af 26. oktober 2020.

 

Udlændingenævnet kan endelig oplyse, at Udlændingenævnet endnu ikke har haft anledning til at tage stilling til betydningen af COVID-19 i forhold til danskprøver.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu mere dyrt end under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.