Tre mænd blev fundet bevidstløse: - De er uden for livsfare, lyder det fra vagtchef
Nordjyllands Politi fandt fredag aften tre bevidstløse mænd i et hus i Sterup. Ifølge Nordjyllands Politi er der ingen tegn på, at de tre mænd har været udsat for en forbrydelse.
Tre mænd på henholdsvis 42, 32 og 23 år er uden for livsfare, efter de fredag aften blev fundet bevidstløse i et hus i Sterup ved Jerslev.
Politiet var kørt ud på adressen, da de havde modtaget en anmeldelse om, at mændene havde udvist truende adfærd over for en person på en tankstation i Brønderslev. Udover det havde mændene i løbet af fredagen generet nabolaget med tumult og vild kørsel.
- Mændene var oppe at køre og havde taget en eller anden form for narkotika sammen, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Bruno Brix.
Ikke udsat for forbrydelse
Den tumultariske opførsel fra tidligere på dagen stod i stor kontrast til det, som politiet fandt på stedet. Ved første øjekast kunne det givetvis se mistænksomt ud, at de tre mænd var bevidstløse.
Ifølge Nordjyllands Politi ligger der dog ikke noget kriminelt bag hændelsen. Lige nu befinder de tre mænd sig på hospitalet, men de er alle uden for livsfare.
Nordjyllands Politi er i gang med at undersøge, hvilket stof de tre mænd indtog.