Speciel udfordring fik højskoleelever til at efterspørge lift hos politiet
Foto: Nordjyllands Politi
Fire elever fra Nordjyllands Idrætshøjskole tog chancen og fik sig et lift i en politibil.
Det er ikke ofte, andre personer end lovovertrædere får lov til at få et lift af politiet. Men det skete hos Hobro Politistation tirsdag formiddag.
Her agerede Peter 'Betjent' fra Himmerland nemlig taxachauffør for fire elever fra Nordjyllands Idrætshøjskole. Det fortæller politiet i et opslag på Facebook.
Eleverne har temauge på højskolen, hvor de skal nå fra Brønderslev til København og helst uden brug af penge på transport. Udfordringen har af gode grunde titlen "Can you make it?"
Undervejs på turen kan eleverne samle point sammen ved at fuldføre en liste af udfordringer - jo flere fuldførte udfordringer, jo flere point.
Og som man kan se på list herunder, så er der gode point at hente ved et lift i en politibil:
Den friske betjent kørte pigerne afsted nedad E45, hvor de først forsøgte at finde det næste lift på en rasteplads ved Glenshøj - men uden held.
Herefter kørte politibilen videre til McDonalds i Purhus, hvor de mødte Jens, der gerne ville hjælpe.
- Jens havde god plads i sin Mercedes, så pigerne hoppede ind i Jens’ bil, hvorefter de sammen satte kursen sydover via E45. Jeg er sikker på, at de fire friske højskolepiger nåede godt frem til København inden klokken 23, fortæller betjenten Peter i opslaget.
Historien melder intet om, hvorvidt pigerne nåede helt frem til København og hvor mange point, de fik samlet sammen på deres videre færd.
Men i kommentarfeltet på opslaget skriver Nordjyllands Idrætshøjskole, at de giver en opdatering, når pointene er blevet talt op, så der kan man holde øje med resultatet.