Søn anholdt efter 75-årig kvindes død: Politiet efterforsker mistænkeligt dødsfald i Brønderslev
En 75-årig kvindes død i Brønderslev behandles som et mistænkeligt dødsfald, oplyser Nordjyllands Politi.
Opdatering: Den 54-årige mand fremstilles fredag aften i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Han er sigtet for at have dræbt sin 75-årige mor.
Nordjyllands Politi blev fredag klokken cirka 05.15 kaldt til en adresse i Brønderslev, fordi en 75-årig kvinde ved 04-tiden havde slået hovedet alvorligt i forbindelse med et muligt fald. Kvinden var efterfølgende blev transporteret til sygehuset i en ambulance, og her døde hun klokken 05.13 af de skader, hun havde pådraget sig.
Det oplyser den ansvarlige for politiets efterforskning af sagen, vicepolitiinspektør Niels Kronborg, Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
- Da vi kom frem til stedet og påbegyndte vores arbejde, vurderede vi, at omstændighederne omkring dødsfaldet skal undersøges nærmere. Derfor undersøger vi sagen som det, vi kalder for et mistænkeligt dødsfald, forklarer vicepolitiinspektøren, som oplyser, kvindens 54-årige søn var til stede på adressen, da det mulig fald skete. Sønnen bor i huset, hvor ulykken skete.