Royal Run kommer til Brønderslev: Nu skal pengene bare findes
Det bliver ifølge borgmester Mikael Klitgaard primært virksomheder, der kommer til at betale for, at Royal Run kommer til Brønderslev næste år.
Efter dagens nyhed om Royal Runs ankomst til Brønderslev skal kommunen nu i gang med at finde sponsorater.
- Der er ikke andet end godt at sige om det her.
Sådan lyder ordene mandag fra Brønderslevs borgmester, Mikael Klitgaard (V).
Royal Run kommer nemlig til Brønderslev i 2024, når det royale arrangement igen løber af stablen den 20. maj.
Byen er i dag blevet afsløret, som den første af de fem værtsbyer, der næste år får kongeligt besøg, når Royal Run igen løber af stablen den 20. maj.
Her har Aalborg tidligere, som den eneste nordjyske by, fået lov til at repræsentere regionen hele fire gange, siden løbet første gang blev afviklet i 2018, men nu rykker det altså endnu længere nord på, til stor glæde for den nyudnævnte værtsby.
1 million kroner
Men det er ikke uden omkostninger, når sådan et landsdækkende arrangement kommer til byen. Kommunen regner med, at det samlede arrangement vil koste omkring en million kroner.
Det her er for hele Nordjylland
Annette Drivsholm, formand for Vores By Brønderslev
Et beløb som Mikael Klitgaard mener, er det hele værd.
- Vi forventer jo, at hele kommunen vil bakke op om det, og hjælpe os med at få Royal Run til Brønderslev, siger han og fortsætter:
- Så får vi alle vores borgere og foreninger til at hjælpe til på forskellig vis, og så får vi en folkefest af dimensioner, siger Mikael Klitgaard.
Med det understreger han, at pengene ikke skal tages fra skatteborgerne, men fra virksomheder, der vil sponsorere begivenheden. Derfor må de nu i gang med at lede efter sponsorer; en proces man ikke har kunnet igangsætte før i dag, hvor den store nyhed blev endeligt bekræftet og annonceret officielt.
Og det er efter sigende en folkefest, som byens borgere ser frem til. Faktisk er flere allerede i dag hoppet i løbetøjet - både for at fejre den nye annoncering, men også for at forberede sig.
- Nu skal vi jo i gang med at træne, så vi kan blive gode til dagen, og gøre os opmærksomme på, at det her er for hele Nordjylland, siger Annette Drivsholm, der er Formand for Vores By Brønderslev.