Rotteekskrementer og urin tvang nordjysk spisested til lukning
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Fødevarestyrelsens besøg kom på baggrund af en kundehenvendelse.
Efter et besøg fra Fødevarestyrelsen i slutningen af juni valgte et nordjysk spisested straks at lukke restauranten midlertidigt.
'"På baggrund at mistanke om skadedyr er der efter gennemgang konstateret en stor mængde rotteekskrementer og urin," står der blandt andet om besøget 27. juni.
Ved samme besøg fik spisestedet en bøde på 5.000 kroner, som er betalt.
Der er tale om spisestedet Café Rendezvous & SteakHouse, der holder til i Brønderslevs Algade.
Af rapporten fremgår det endda at kontrolbesøget kom efter en direkte henvendelse fra en kunde.
Mistanken viste sig altså at være velbegrundet, hvorefter Rendezvous straks lukkede ned og iværksætte de nødvendige procedurer, lyder det videre.
Indehaver tordner
Da TV2 Nord får kontakt til spisestedet og Rendezvous' indehaver, bliver der ikke fejet noget ind under gulvtæppet i forhold til den midlertidige lukning.
- Selvfølgelig valgte jeg at lukke restauranten. Det er sådan loven er, og vi må indrette os efter loven, siger han.
Hvad siger I til det?
- Jeg ved ikke noget som helst. Jeg ved godt hvad I vil, du skal ikke stille flere spørgsmål, tordnede indehaveren herefter, inden røret blev smidt på.
Undrer sig
På Facebook skrev restauranten tilbage i starten af juli, altså kort tid efter den sure smiley fra Fødevarestyrelsen, at der nu var åbent igen, og at de beklagede til dem, der måtte have forsøgt at komme i kontakt med dem.
Samtidig skriver de i opslaget, at der vil komme mere info om den pludselige lukning.
Det fremgår dog hverken af opslaget og senere opslag, hvorfor restauranten valgte at lukke.
Og det vækker undren hos et par gæster, som skriver spørgende til hvad årsagen til den midlertidige lukning var.
“Venter i spænding,” skriver en Facebook-bruger blandt andet.
Cafe Rendezvous har siden den sure smiley haft besøg af Fødevarestyrelsen 4. juli.
Her blev der givet en glad smiley med bemærkning om at “forbuddet er ophævet, og forholdet bragt i orden.”