Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Overblik: Sådan tager nordjyderne imod genåbningsplanen

Den langsigtede genåbningsplan skaber glæde rundt om i Nordjylland. Men mange havde gerne set, at de var lidt længere fremme i køen.

Artiklen opdateres løbende som nye reaktioner kommer ind.

Alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige landede mandag aften, efter lange forhandlinger, en aftale om en langsigtet genåbningsplan for Danmark.

Det vækker glæde hos Brønderslev Bibliotek, hvor der her til morgen var livlig aktivitet med sms’er medarbejderne i mellem, for bibliotekerne står til at kunne genåbne 21. april i fase 3 af genåbningsplanen, som også - hvis alt går vel - omfatter de største indkøbscentre og stormagasiner, udendørsservering (med coronapas), museer og kunsthaller. Derudover åbnes der for indendørs idræt for unge under 18 år. 

Sådan ser genåbningsplanen ud

6. april:

Grundskolen fra 5. til 8. klasse åbner med 50 procent fremmøde (hver anden uge). Det samme gælder ungdoms- og voksenuddannelserne.


Videregående uddannelser med fokus på praktisk undervisning kan åbne med 50 procent fremmøde. Øvrige videregående uddannelser kan åbne med 20 procent fremmøde.


De liberale serviceerhverv som frisører, massører og tatovører kan åbne

13. april

Indkøbscentre og stormagasiner under 15.000 kvadratmeter kan åbne for almindelig handel. Undtaget er de steder, der har et særligt højt incidenstal.

21. april

De store indkøbscentre, stormagasiner, biblioteker, museer og kunsthaller kan åbne. Det samme gælder udendørsservering på cafeer og restauranter - med coronapas.


Indendørs idræt for unge under 18 år åbner - uden coronapas. Her mangler fortsat klarlægning af, hvilke sportsgrene, der er omfattet og hvilke smitteforebyggende tiltag, der skal sættes i værk.

6. maj

Indendørs servering på restauranter og cafeer åbner med coronapas. Det samme gælder konferencer, spillesteder, teatre og biografer samt lignende lokaler med kulturaktiviteter.


Med coronapas åbnes der for indendørs idræt for voksne over 18 år, men som ovenfor mangler fortsat klarlægning over hvilke sportsgrene, der skal omfattes samt smitteforebyggende tiltag.

21. maj

Sidste fase af genåbningsplanen omfatter (med coronapas) de resterende idræts- fritids og foreningsaktiviteter, der ikke bliver omfattet tidligere. Desuden åbnes indendørs faciliteter i forlystelksesparker xoologiske anlæg, legelande, daghøjskoler og aftenskoler.

Mulighed for lokal nedlukning:

Genåbningsplanen er i udgangspunktet landsdækkende, men tager forbehold for lokale eller regionale smitteudbrud. Lokal eller regional smitte kan betyde forsinkelse på genåbningen, tilbagerulning af allerede genåbnede dele af samfundet

Man har kunnet låne bøger på biblioteket i Brønderslev, men man har som låner ikke kunne komme ind på selve biblioteket de seneste måneder.

Udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgaard fra Brønderslev Bibliotek glæder sig over udsigten til at genåbne.

- Det bliver så godt at få brugerne ind igen. Vi ved, at de også glæder sig, siger Louise Eltved Krogsgaard.

Hun fortæller, at der er god plads på biblioteket, og der er mange selvbetjeningsløsninger, så hun er overbevist om, at biblioteket kan genåbne på en corona-sikker måde.

- Vi ved også, at de fælleskaber, som folk indgår i, er vigtige, og brugerne savner os, og vi savner dem helt vildt, lyder det fra Louise Eltved Krogsgaard, der tror at bibliotekerne kan få en rolle i genåbningnen, når det kommer til brug af det coronapas, der bliver en vigtig brik i genåbningsplanen.

- Vi har altid haft den digitale læring som en del af vores DNA, blandt har vi lært brugerne om NemID, og bibliotekerne kan få en rolle, hvor vi viser, hvordan man skal bruge sit coronapas, siger Louise Eltved Krogsgaard.

Artiklen fortsætter efter videoen..

Museumsdirektør: Det bliver som at vise billet

Det er også 21. april at museerne få lov til at genåbne. Og på Utzon Center i Aalborg er man klar til at byde gæsterne indenfor.

- Det er bare en god nyhed i dag. Vi har gået og bygget og stillet op både her på Utzon Center og Kunsten for at være klar, siger direktør for Kunsten og Utzon Center Lasse Andersson.

Han ser ingen problemer i, at gæsterne skal fremvise et coronapas for at få adgang.

- Vi er så vant til at tage imod gæster, der skal fremvise en billet, og vi er vant til at holde afstand, så for os er det ret lige ud ad landevejen, at hvis man vil have en billet, så viser man sit coronapas, siger Lasse Andersson.

Selv om der er en måned til, at museerne kan genåbne, er Lasse Andersson bare glad for, at der nu er meldt en dato ud, og at der er noget at arbejde hen imod.

- Nu ved vi, at foråret rent faktisk er her, siger Lasse Andersson.

Artiklen fortsætter under videoen..

- Teater uden publikum er ikke teater

14 dage efter genåbningen af biblioteker, museer med mere, bliver det teatrenes tur. Den 6. maj kan Aalborg Teater således, efter planen, igen slå dørene op. Og den dato passer perfekt ind i Aalborg Teaters planer.

- Vi havde planlagt to premierer lige omkring 1. maj, så nu er vi spændte på at se publikum igen, siger teaterchef Hans Henriksen.

Han peger på, at et teater uden publikum slet ikke er noget teater, så derfor glæder det ham, at der nu er sat dato på, hvornår der igen kan bydes velkommen til publikum.

- Selv om vi har haft fine eksperimenter med at streame teater, så er det stadigvæk uden publikum i salen, men der er ikke noget, der kan erstatte et publikum i salen, hvor man er tilstede i samme rum, siger Hans Henriksen.

Der er stadig usikkerhed omkring, hvor mange publikummer der må være i salen, og hvordan retningslinjerne i det hele taget bliver i forbindelse med genåbningen.

- Vi skal bare blive ved med at planlægge, så må vi tage højde for det der kommer undervejs. Vi håber, at det bliver som før jul, for det var en god måde at have publikum i teatret på, hvor vi havde en halvfyldt sal, og det var der helt styr på, og det var forsvarligt også i forhold til at lukke folk ind og ud af salen, siger Hans Henriksen, som ikke mener, at det bliver noget problem at håndtere coronapasset, som udover billetten giver adgang til teatersalen.

Artiklen fortsætter under videoen..

Den 21. april bliver også dagen hvor Aalborg Storcenter igen kan slå dørene fuldt op. Siden lige før jul har langt de fleste af centrets over 60 butikker været tvunget til at holde lukket, men der har stadig været aktivitet i centrets dagligvarebutikker samt i apoteket og flere optiker-forretninger.

Centerchef Preben Bjerregaard, der i flere måneder har været chef for et center med kun en brøkdel af den normale aktivitet, glæder sig over, at der nu er sat dato på genåbningen af storcenteret.

- Det er dejligt at få noget afklaring på tidsplanen. Når vi kommer til 11. maj har vi haft lukket et halvt år på et år og det er jo en helt umulig situation for os, så jeg synes det er rigtig godt, vi får en tidsplan og en tidsramme. Vi kunne godt være klar til at åbne om 10 minutter. Nu bliver det den 21. april og i vores worst case-scenarie har vi regnet med, at det blev den 26. april og vi havde håbet, vi kunne åbne op lige efter påske - den 6. april, men sådan skulle det ikke være.

En af de butikker, der kan slå dørene i Aalborg Storcenter op den 21. april - hvis alt går vel - er guldsmedeforretningen Henrik Ørsnes hvor distrikslede Stine Pehrson også er glad for udsigten til at kunne åbne:

- Det har været en meget uvis situation, så det at have en dato er rigtig dejligt. At vi havde håbet på den 6. april er en anden snak, men vi er glade for at have en dato nu.


Statsminister klar til kamp: Vil kæmpe for nordjydernes tillid

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Statsministeren sparkede for alvor gang i kommunalvalgkampen i Aalborg, og hun ved godt, at der skal knokles.

- Vi føler os ikke sikre på noget, så vi kommer til at kæmpe for alle danskeres tillid og alle aalborggenseres tillid. Det er også derfor, jeg allerede nu er i gang med kommunalvalgkampen her i Aalborg,

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da TV2 Nord fanger hende, efter hun har uddelt roser på Nytorv i Aalborg.

Meningsmålingerne er lige nu elendige for Mette Frederiksens regering, og samarbejdet mellem Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet får masser af kritik i befolkningen.

Spørgsmålet er derfor, hvad det kommer til at betyde for kommunal- og regionsrådsvalget 2025. Det første lokale valg siden folketingsvalget i 2022.

Dengang fik nye partier stor succes, og vi endte med den nuværende regering med Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet.

- Jeg tror ikke, der er noget, der er sikker mere i politik, fordi det er en meget urolig verden, og danskere vælger og stemmer anderledes end før, forklarer Mette Frederiksen.

Der var næsten kø for at blive fotograferet med statsministeren. Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

'De er så kloge'

Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen er helt enig i, at der i disse år bliver skabt en hel ny politisk virkelighed i Danmark, og at vi ved kommunalvalget næste år kommer til at se, hvilken betydning det får i kommunerne.

- Vi ser mere og mere ude i de større kommuner, at de landtendenser der er, de smitter også af på de store kommuner, men jeg håber også, at man kigger tilbage på, hvad har borgmesteren, og hvad har Socialdemokratiet gjort lokalt, siger Lasse Frimand Jensen, der dog ikke er bange for, at landspolitikken smitter af på lokalpolitikken.

- Dem, der bor i vores kommune, de er så kloge til at se forskellen på, hvad der er lokalt, og hvad der er nationalt, smiler Lasse Frimand Jensen.

Den seneste meningsmåling fra 11. november i år viser laveste opbakning nogensinde til Mette Frederiksens flertalsregering, der står til at miste 30 mandater, hvis der var valg i dag.

- Vi stod heller ikke ret godt i meningsmålingerne forud for det sidste folketingsvalg, og der gik det godt set med socialdemokratiske briller. Ikke mindst heroppe i Nordjylland, pointerer Mette Frederiksen.

Se hele interviewet med statsminister Mette Frederiksen.

Ved godt, der skal knokles

Venstre sidder på ni af 11 borgmestertaburetter i de nordjyske kommuner. Socialdemokraterne har de sidste to, og begge steder skal der vælges en ny borgmester i forhold til seneste valg i 2021.

I Aalborg har Lasse Frimand Jensen allerede taget over for Thomas Kastrup Larsen, og i Frederikshavn er den nuværende borgmester Birgit Hansen gået af.

- Alle ved jo, at Birgit fik helt vildt mange stemmer, og hun var nummer et stemmesluger i hele landet. Nu er vi så klar til at tage handsken op og kæmpe for en fornyet omgang i Frederikshavn, men selvfølgelig har det en betydning, når en så vellidt borgmester takker af, siger Mette Frederiksen.

Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen håber begge, at regeringen kan få vendt de dårlige meningsmålinger, så landspolitikken ikke går ud over kommunalpolitikken.

- Vi ved godt, at der skal knokles på, og det har vi tænkt os at gøre. Derfor er vi startet allerede i dag, fastslår Mette Frederiksen.

Der er valg til kommuner og regioner 18. november næste år. I Aalborg har Socialdemokratiet altså sparket gang i deres valgkamp.

Se hvordan det gik, da Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen startede kommunalvalgkampen i Aalborg.


Ren Indiana Jones: Gå på opdagelse i nordjysk gravkammer, der er ældre end pyramiderne

5200 år gammelt gravkammer i Fjerritslev er blevet tilgængeligt for offentligheden.

De fremmødte gæster fik lørdag en sjælden mulighed for at træde 5000 år tilbage i tiden og besøge jættestuen Klovenhøj ved Fjerritslev.

I forbindelse med en restaurering åbnede Nordjyske Museer nemlig gravkammeret for offentligheden, noget som sjældent bliver gjort.

Restaureringen har været i tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og firmaet Morsø Skov. Den har været nødvendig, da nysgerrige grævlinge og ræves poter har sat sit spor.

Det fortæller arkæolog og museumsinspektør Thomas Rune Knudsen.

- Den har været hullet som en schweizerost. Det har vi fået fyldt ud, og har fået rettet de rendesten, der er skvattet ned i den forbindelse. Så har vi fået sat en låge i, og fået lagt nogle gulvfliser, så dyrene ikke kan komme ind i kammeret, lyder det.

Kom med en tur i gravhøjen herunder:

Særlige nordjyske hylder

Og hvis man ikke lige kan forestille sig en jættestue, så har Thomas Rune Knudsen en ret god beskrivelse.

- Forestil dig en stor gravhøj med en lang stensat gang, der fører ind til et stort stenbygget kammer. Den er blevet brugt som fælles grav for flere personer, forklarer han.

Byggestilen er meget speciel og typisk for Nordjylland.

For hvor man normalt ville have brugt fliser, der ligger på en bestemt måde, så er der i jættestuen hulrum eller hylder mellem de store bæresten.

- Det er en af de ting, der gør denne jættestue anderledes end andre, vi kender, fortæller Thomas Rune Knudsen.

Enestående gravkamre

Det er Thomas Rune Knudsens anden istandsættelse af en jættestue, og det er noget helt særligt at få lov at arbejde med.

- Det er altid en speciel oplevelse at gå ind i sådan et kammer. Særligt når du ikke kender det i forvejen. Det bliver lidt Indiana Jones-agtigt, smiler Thomas Rune Knudsen.

Ifølge ham er det vigtigt, at vi bliver ved med at bevare stykker af danmarkshistorien som Klovenhøj.

- Det er ret enestående, at vi har nogle gravkamre, der går 5000 år tilbage, og som er, sat lidt på spidsen, ældre end pyramiderne i Giza i Ægypten, og at man kan få lov til at kravle ind i det, afslutter han.


Kristinas kat blev kørt ihjel på grusvej: - Næste gang er det et barn

Foto: (Privatfoto)

Familiens børn var der, da katten blev påkørt.

For en uge siden mistede Kristina Petersen sin kat Blåbær gennem tre år, efter den blev påkørt ude på grusvejen foran familiens hus i Lyngby i Hals.

Hun var i gang med at pynte op til jul med sine to sønner, da de pludselig så en bil kom susende forbi.

- Jeg tænkte bare; 'Nu er der en igen', forklarer hun.

Men kort tid efter, så hun Blåbær vælte rundt i bedet ved siden af vejen.

- Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og løb ud efter ham, forklarer hun.

Døde ved dyrlægen

Hun fik efterfølgende fat i en dyrlæge og fik ført Blåbær akut afsted.

- Dyrlægen spurgte, om han måtte ligge ham i narkose for at kunne komme til at mærke hans nakke og ryg, og det gav jeg lov til, selvom dyrlægen sagde, at der var en risiko, forklarer Kristina Petersen.

Efter Blåbær blev lagt i narkose, gik der dog ikke.

- Jeg kunne pludselig se, at han ikke trak vejret længere, forklarer Kristina Petersen meget berørt.

Dyrlægen fik undersøgt Blåbær, og han kunne efterfølgende fortælle, at han var blevet påkørt i hovedet og nakken. Derfor overlevede han ikke.

- Dyrlægen spurgte, om jeg ville have ham med hjem, og det sagde jeg ja til. Børnene forventede jo, at han kom hjem, forklarer hun.

Søndag fik Kristina Petersen sammen med sine drenge begravet Blåbær.

- Det var det værste.

- De græd meget, og det gik virkelig op for dem, at han ikke var her mere, siger hun berørt.

Foto: (Privatfoto)

Næste gang er det et barn

Selvom det var første gang, at familien oplevede, at det gik galt, så er det ifølge Kristina Petersen langt fra første gang, at bilerne er kørt for stærkt på grusvejen ved familiens hus.

- Der er så mange, som kører med hovedet under armen, og det er skidefarligt, fortæller hun.

Hele hændelsen fik hende til at dele et opslag på Facebook. Her kommenterer mange, at det er ejerens eget ansvar at holde katten væk fra vejen.

- Men der er altså også børn her, så det kunne være dem. Det gik virkelig op for os, hvor udsat de faktisk er. Næste gang er det et barn, konstaterer hun.

Derfor har Kristina Petersen sat sig for at få sat skilte op på vejen. Det er dog ikke så let.

- Jeg har snakket med kommunen og politiet, som sagde, at grundejerforeningen skulle sende en anmodning. Vi har dog fundet ud af, at vi ikke har en grundejerforening, så det skal vi da have nu, påpeger hun.

Hun håber, at familiens tragiske hændelse kan få bilisterne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de kører for stærkt på grusvejen, også selvom der ikke er skilte endnu.


Optog- og markeder: Her bliver der julet hele december

Foto: ThistedBy

Det starter 1. december i Thisted, hvor spejderkorpset, FDF-orkestret og Sparekassen Thy marcherer igennem Thisted by.

Julelys, nissehuer, nissemænd- og selvfølgelig julemandens postkasse.

Det hele vender tilbage til Thisted, der også byder den verdensberømte gæst velkommen.

- Julemanden ankommer til havnen og fører an i optoget til Store Torv, hvor det store juletræ vil blive tændt, siger ThistedBy i en pressemeddelelse.

Foto: ThistedBy

Hele måneden kommer der da også til at være fyldt med arrangementer, der skal hjælpe alle i stemning op til afrundingen den 23. december.

- Det er Mads og Morten, der afslutter julens aktiviteter med masser af kendte juletoner i selskab med julemanden selv, lyder det.

Det velkendte Lucia-optog sker den 13. december med deltagelse fra Nodvestjysk Pigekor.

Foto: ThistedBy

Beskylder lokale folketingsmedlemmer for at svigte byen

Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST og Karsten Mortensen, TV MIDTVEST.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy.

Jane Kruse fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at lokale politikere ikke har sørget for fortsat støtte til centret.

Forstanderen for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Jane Kruse, retter nu en hård kritik mod to lokale folketingsmedlemmer.

Centret i det sydlige Thy er truet af lukning, fordi det fra næste år mister sin støtte på finansloven, og i den forbindelse udtrykker Kruse skuffelse over, at Simon Kollerup (S) og Torsten Schack Pedersen (V), der begge er valgt i Thistedkredsen, ikke har sikret fortsat støtte.

 - Vi synes selv, at vi har haft en tæt kontakt til alle partier, men selvfølgelig specielt til Simon Kollerup og Torsten Schack Pedersen, der er valgt i vores område. Dem har vi haft meget kontakt med og bedt dem om at bringe os på finansloven. Det har de ikke gjort.

- Hvordan tænker du om det?

- Det synes jeg er et stort svigt af det arbejde, der skal ske i Thy, siger Jane Kruse.

Folkecentret, der arbejder for at udvikle grønne energiløsninger, har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner om året via finansloven. 

Men på den finanslov for næste år, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF og Radikale er støtten forsvundet, og folkecentrets 12 ansatte er nu blevet opsagt fra årsskiftet.

Svar fra Simon Kollerup

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup har sendt os dette svar til Jane Kruses kritik:

"I dag glæder jeg mig over de penge, der er lykkedes at få til vores område, så Næssundfærgen får medvind mellem Thy og Mors, så Hurup i Sydthy får udviklingshjælp som blomstrende by, og så vi får annulleret besparelserne i Nationalpark Thy. Men jeg lytter naturligvis også til frustrationen fra folkecenteret, som ikke er lykkedes med at komme på finansloven denne gang. Nu må den kommende tid vise, om der er grønne puljer på finansloven, der kan være dem til hjælp. Det er ikke undersøgt endnu".

Lang ønskeseddel

Og nu står Jane Kruse tilbage med et stort ubesvaret spørgsmål: hvorfor?

- Vi har ingen viden om, hvorfor vi ikke er kommet med på finansloven. Vi står ellers for det, der skal bære os fremad.

- Men du kan vel ikke vide, om de har forsøgt at få jer med i regeringens finanslovsforslag?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke fået nogle tilbagemeldinger fra de to lokalt valgte politikere, siger Jane Kruse.

Torsten Schack Pedersen siger til TV MIDTVEST, at han tidligere har været med til at sikre penge til folkecentret.

- Det er ikke lykkedes denne gang. Der har været mange gode forslag på bordet fra Thy og Mors, og det er lykkedes at skaffe penge til Næssund-færgen og til udvikling af Sydthy. Så vi har bestemt sørget for ting, der tilgodeser thy- og morsingboerne, men ønskesedlen er længere, end pengene rækker, siger han.

Torsten Schack Pedersen, der er minister for samfundssikkerhed og beredskab, tilføjer, at der ikke er andre partier, der har rejst spørgsmålet om folkecentret under forhandlingerne.

- Men har du taget kampen?

- Vi møder mange ønsker, som vi prøver at fremme. Noget lykkes og andet lykkes ikke, siger han.

Jane Kruse siger, at folkecentret nu vil undersøge mulighederne for at få støtte fra fonde eller andre aktører.