Nu fordobles byens indbyggertal: - Den største udfordring er at finde plads
Foto: Torben Hedemose / TV2 Nord
Der er allerede gang i udendørsbanerne til turneringen, der er Danmarks største internationale håndboldstævne.
I Dronninglund er de ved at være helt klar til årets store håndboldturnering, hvor deltagere fra mange lande deltager.
Der kommer der deltagere. Rigtig mange deltagere.
Faktisk er det så mange, at Dronninglunds indbyggertal i disse dage bliver fordoblet, når Dronninglund Cup løber af stablen.
Der ankommer hele 3500 deltagere til cuppen - næsten det samme som byens antal indbyggere, der ligger på 3572 personer.
- Den største udfordring har været at finde plads. Når vi er så mange hold, handler det om både køn og alder, som vi skal tage højde for, når vi placerer holdene i lokalerne, fortæller indkvarteringskoordinator til cuppen, Mads Stenbjerg Larsen.
2024 markerer nummer 47 Dronninglund Cup i rækken, og i år er det da også blevet til en deltagerrekord. Faktisk kommer deltagerne fra 15 forskellige lande, såsom Brasilien, Canada, Chile, Indien, Taiwan, Norge og selvfølgelig Danmark.
Indkvarteringen sker primært på skoler og campingpladser, hvor der nu ikke er plads til flere hold. Deltagerne glæder sig over at være ankommet til Vendsyssel.
- Det er meget sjovt, det er meget håndbold, og hvis du kan lide håndbold, så er det fint at være her, fortæller Coco Wigger, turleder for HC Malters fra Schweiz.
Også fra Norge er man glade for at komme år efter år.
- Det er en meget social turnering med mange søde mennesker. Det er også et lokalt, lille og tæt samfund. Så det er egentlig alt, vi ønsker, når vi rejser med holdet, siger Joachim Irgens, der er træner for Kjøkkelvik Idrettslag fra Bergen.
Den hidtidige deltagerrekord kom i 2017, og der vil primært blive spillet på indendørsbane, men der bliver også taget 15 udendørsbaner i brug.
Cuppen begynder 7. juli og slutter igen 12. juli.