Nordjyske Jernbaner varsler besparelser på afgange – men kun nord for fjorden
Togpassagerer nord for fjorden skal fremover 'betale' for, at der kommer flere tog syd for fjorden.
Irene Nielsen fra Brønderslev står klar ved perronen torsdag formiddag klokken 11.27 – præcis som hun plejer.
Én gang om ugen har hun fast en aftale hos en fysioterapeut nær Aalborg. Og for at komme derhen må hun med regionaltoget på netop det tidspunkt.
- Den afgang her har stor betydning for mig. Ellers kan jeg jo ikke komme frem til tiden, fortæller Irene Nielsen.
Det har hun gjort i 16 år. Men snart skal hun måske kigge efter andre afgange eller måder at komme til Aalborg på.
Togpassagerer nord for fjorden kan nemlig forvente ændringer eller helt aflysninger i køreplanen.
Fra næste år indsætter Nordjyske Jernbaner yderligere et regionaltog på strækningen til Skørping, mens de også indsætter et regionaltog helt til Hobro. Det koster otte millioner kroner, og de penge skal findes ved besparelser nord for fjorden.
- Vi kommer til at justere lidt på togafgangene deroppe, for vi er nødt til at finde en økonomisk balance, lyder det fra Peder Key Kristiansen, der er udvalgsformand for Regional Udvikling og Innovation i Region Nordjylland.
Ifølge ham vil Nordjyske Jernbaner være nødt til at aflyse nogle af de afgange, der går hver halve time, og/eller aflyse nogle af weekendafgangene.
- Vi ved ikke helt endnu, hvordan det ender med at blive. Men vi vil gøre alt for, at vi ikke trækker nogle afgange ud af myldretiden.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDYvcGVkZXIta2V5LWtyaXN0aWFuc2VuLmpwZw/peder-key-kristiansen.jpg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=2944a2356b8fcadb4d935a826c03f8e9)
Selvom det stadig er uklart, hvordan køreplanen vil blive, er borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard, ikke tilfreds med den nye udmelding.
- Jeg kan bedst lide, man sparer syd for fjorden og bruger pengene nord for fjorden. Hvis man overvejer at tage en afgang, vil vi da være kede af det. Toget er vigtigt for byen, siger Mikael Klitgaard.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMDYvbWlrYWVsLWtsaXRnYWFyZC5qcGc/mikael-klitgaard.jpg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=20525a37af0dea415746eb29bfff87bf)
En håndfuld teknikere er nu i gang med at undersøge, hvilke afgange der bedst kan undværes. Ændringerne vil gælde allerede fra 1. januar 2026, og derfor skal der snart findes en løsning, fortæller Peder Key Kristiansen.
Men er det fair, at dem nord for fjorden skal betale for dem syd for fjorden ved at afgive nogle af deres afgange?
- Vi har brugt forholdsvis mange penge på at have en god dækning nord for fjorden. Nu kommer vi til at fordele afgangene og ressourcerne lidt mere ud. Det, synes jeg, er et fair princip, siger Peder Key Kristiansen.
De nye køreplaner vil, ifølge planen, blive præsenteret før sommerferien.