Narkosag på borgmesters ejendom skal for landsretten
En 32-årig mand nægter sig skyldig i omfattende narkoproduktion på en ejendom uden for Dronninglund. Nu begynder ankesagen i Vestre Landsret.
Den ene af to mænd, som i august blev idømt henholdsvis 14 og 16 års fængsel for storstilet narkoproduktion på en ejendom ved Dronninglund, skal tirsdag og torsdag have sin sag behandlet af Vestre Landsret.
Sagen påkaldte sig i sin tid ikke blot stor opmærksomhed, fordi narkofundet på ejendommen er det største nogensinde i Nordjylland, men også fordi ejendommen er ejet af borgmester Mikael Klitgaard. Han har dog intet med sagen at gøre, udover at han ejer ejendommen, hvor det foregik.
Ankesagen i landsretten drejer sig om den 32-årige mand, som fik den hårdeste straf på 16 års fængsel. Han nægtede sig skyldig, da sagen blev behandlet i byretten. Den anden tiltalte tilstod under byretssagen og fik som nævnt 14 års fængsel for sin andel i sagen.
Komplet amfetaminfabrik på ejendommen
Det var den 47-årige, der var lejer af ejendommen uden for Dronninglund, hvor der blev afsløret narkoproduktion i stor stil, da politiet rykkede ud til ejendommen 9. september sidste år.
Der blev fundet amfetamin med en vægt på 56 kilo i våd tilstand, og politiet fandt på adressen en komplet fabrik, lige fra fremstilling af narkoen til den var klar til salg i poser. Narkoen blev fremstillet med brug af blandt andet murerbaljer og en cementblander. Politiet fandt også dunkevis af forskellige væsker og digitalvægte, målebægre, pakker med vacuumposer og snifferør.
Strafudmålingen på 14 og 16 års fængsel skal ses i lyset af mængden af narko, men også i lyset af, at begge mænd tidligere er dømt for tilsvarende kriminalitet.
Mens der er sat punktum for den 47-åriges sag, skal Vestre Landsret nu tage stilling til, om den 32-årige er medskyldig i narkoproduktionen, og hvad straffen skal være i tilfælde af, at landsretten vurderer, at han er skyldig.