Monica har løbet 300 halvmaratonløb - de siger, jeg er vanvittig
6.330 kilometer. Så mange kilometer har 53-årige Monica Jørgensen fra Brønderslev klaret, siden hun for 18 år siden fik smag for at løbe halvmaraton.
Afstanden svarer til en ’rask’ tur fra Brønderslev til Nepal.
Den endelige personlige rekord på 300 halvmaraton – der hver især er på 21,2 kilometer – kom på cv’et lørdag eftermiddag i Pandrup.
- Det er så vildt og slet ikke til at forstå. Jeg er så stolt og glad, siger Monica Jørgensen.
Nordjydens imponerende rekord blev sat under et af de mange sociale motionsløb, som bliver arrangeret af private løbeentusiaster.
- De stod jo klar med flag, da jeg løb ind på sidste runde og klappede mig i mål. Jeg fik krammere og ”tillykke” fra dem alle sammen, og en anden løber, Sussi Rasmussen, holdt tale for mig, fortæller Monica Jørgensen.