Mens nordjyde vil sagsøge fjernvarme-bestyrelse, lægger Laustsen politisk pres
Foto: Clara Al-Naseri
Bjarne Laustsen, Folketingsmedlem for Socialdemokraterne og valgt i Nordjyllands Storkreds, vil have "retfærdigheden til at ske fyldest".
Folketingspolitiker kæmper 500 nordjyske fjernvarmekunders sag.
Nu er der politisk opbakning at hente for Tage Kohsel i Dronninglund, der vil sagsøge Dronninglund Fjernvarmeværks bestyrelse.
- Jeg synes godt, vi kunne hjælpe dem, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S).
Han har sendt et brev til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) om sagen, hvor mellem 500 og 700 husstande i Dronninglund skulle være gået glip af en varmecheck, de var berettiget til.
Det er ikke mange millioner, der skal findes frem
Bjarne Laustsen (S), folketingsmedlem
Det skyldtes, at Dronninglund Fjernvarmeværk i deres varmeproduktion i 2021 brugte 69 procent naturgas, men aldrig meldte det tilbage til Energistyrelsen, som så vurderede, at kunderne ikke var berettigede til varmetilskuddet.
- For mig er det allerværste, at det er hele byen, der er gået glip af de 6.000 kroner, siger Tage Kohsel, der arbejder på at indlede et gruppesøgsmål med advokat Kim Østergaard.
Støtter med politisk pres
Og mens det arbejde pågår, forsøger Bjarne Laustsen altså ad politisk vej at få loven ændret, så de mindst 500 varmekunder i Dronninglund kan få del i varmechecken.
- De 500 borgere, der er kommet i klemme uforskyldt, dem vil jeg gerne være med til at hjælpe, siger Bjarne Laustsen.
Sagen er den, at Energistyrelsen netop per 14. marts har åbnet for, at husstande, der er berettiget til varmecheck, men ikke fik søgt i første runde, kan søge igen.
Meldingen fra Energistyrelsen er dog, at kunderne hos Dronninglund Fjernvarme stadig ikke kan søge, fordi de aldrig kom på styrelsens liste i første omgang.
Derfor kræver det en lovændring at få varmepenge til Tage Kohlsen og co. Og en lovændring kræver et politisk flertal i Folketinget.
Det svarer ministeren
"Det vil kræve en lovændring at gøre husstande, der er kunder hos Dronninglund Fjernvarme, og som lever op til varmecheckens indkomstkriterie, berettigede til at modtage en varmecheck. Herudover vil der være behov for ny administration.
Det er således ikke muligt at omfatte Dronninglund Fjernvarme i den ansøgningsrunde, som åbner d. 14. marts. Jeg har bedt ministeriet udarbejde en tidsplan for mulig lovbehandling og udbetaling af varmecheck til yderligere modtagere. På den baggrund vil jeg overveje, om jeg vil lægge op til at justere lov om varmecheck."
Svar fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til Bjarne Laustsen (S) og Lea Wermelin (S):
- Jeg kender kun til sagen i Dronninglund og enkeltpersoner med værger, der skulle være berettiget til varmecheck, som ikke har fået det, siger Bjarne Laustsen og fortsætter:
- Så når man nu står til sidst og skal have regnestykket gjort op, betyder det ikke så meget, at vi sørger for at hjælpe dem, der burde have fået hjælp. Det er ikke mange millioner, der skal findes frem.
Folketingsmedlemmet mener, det er fint, at varmekunderne indleder et gruppesøgsmål mod Fjernvarmeværkets bestyrelse.
- Men det kan være, at en retssag tager længere tid end at behandle det politisk, siger han.
- Retfærdigheden må ske fyldest.
Hør om hele sagen i videoen herunder: