Mand kørt med eskorte efter arbejdsulykke
En 54-årig mand er onsdag blevet kørt med eskorte til Aalborg Universitetshospital, efter han var involveret i en arbejdsulykke.
Manden gik på en byggeplads på Nørregade i Dronninglund, hvor man er i gang med at renovere det gamle sygehus.
- Manden falder omkring fem til seks meter ned fra et stillads og kommer selvfølgelig galt af sted, som man gør ved et sådant fald, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
Det er kollegaerne, der ringer 112.
- Da vi ankommer, er manden ved bevidsthed, men vi kan ikke sige noget om hans tilstand endnu, konstaterer vagtchefen, inden han fortæller, at manden er behandlingskrævende.