"Mælkebøtten" deler julekasser ud
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Boligforeningen "Mælkebøtten" i Brønderslev plejer hvert år i starten af december at holde fælles juleklip, men på grund af cororna er det aflyst. Alligevel bliver beboerne ikke snydt.
- Uanset om man er muslim eller kommer fra et andet land og bor i Brønderslev, så skal vi lære at julehygge. Det er vigtig for forældre fra et andet land at lære deres børn at blive en del af det danske samfund.
Sådan siger projektlederen af boligboreningen Mælkebøtten i Brønderslev, Abas Khalaf.
Mælkebøtten i Brønderslev er et boligsocialt projekt som i 10 år har arbejdet med udsatte beboere i boligforeningen. Beboersammensætningen gør, at flygtninge/indvandre udgør 78 procent af beboerne i området.
Men julehyggen, og specielt det at man plejer at samles i fælleshuset og lave juleklip sammen, har corornaen desværre sat en stopper for i år.
Julieklip og julegodter leveres til døren
- I år har vi valgt at lave 80 juleklippekasser til børnene og deres forældre, og i julekassen er alt man skal bruge til at lave juleklip hjemme lejligheden, så kan man nemlig samtidig hygge omkring bordet, forklarer Abas Khalaf.
Sammen med frivillige damer fra boligområdet er Abas Khalaf i gang med at pakke de sidste kasser, der bliver også lige puttet lidt ekstra julegodter ned i kassen.
- Så er vi klar til at aflevere kasserne, griner Abas Khalaf, mens han sætter sig op på den kæmpestore ladcykel, der er fyldt op med de 80 kasser.
- Nu kører vi rundt i området og aflevere kasserne, derudover får alle voksne i området bingoplader, for på torsdag spiller vi online bingo. Vi gør nemlig alt for vi får et godt sammenhold her i vores boligforening, mener Abas Khalaf.