"Lysfråds" eller glæde i en mørk tid? Købmanden Thomas spørger de lokale til råds om julelys
Foto: Privatfoto
En bølge af kommentarer er væltet ind, efter købmand bad om kundernes holdning.
Skal, skal ikke?
I lyset af energikrisen har en lokal købmand valgt at spørge borgerne til råds om julelys.
Og den energi, der mangler i øjeblikket, er i hvert fald til stede i Facebook-tråden hos Spar Købmanden i Asaa, hvor det ivrigt diskuteres, om der skal julelys på butikken.
Det koster butikken 3.000 kroner skriver de selv - og grundet energikrisen, vil købmanden kun have det tændt i et begrænset tidsrum.
- Vi havde slet ikke forventet det!
Det siger Thomas Nymann Geller, købmand hos Spar i Asaa om opslaget, som har fået godt 400 kommentarer.
- Nogen var kritiske over det kom op. Så vi tænkte, at det kunne være, det var klogere at lade være, når den lille butik på landet ikke har råd til deres regninger.
- Jeg var bange for at blive stemplet som en værre karl. Det er enhvers frygt at rende i en shitstorm. Vi vil bare det bedste for kunderne, forklarer købmanden.
Fik også donationer
Pengene er nemlig ikke det store problem, så diskussionen er ren etik og moral. Butikken har en fem-årig energiaftale og har også solceller på taget.
De 3.000 kroner, som lyset vil koste er næsten tjent ind, fordi velmenende borgere har støttet. Blandt andre Dansk Altan har i kommentarsporet sendt 1.000 kroner, mens en anden har sendt 1.500 kroner oveni de små enkeltbeløb fra lokale.
Men det var slet ikke derfor, de lavede opslaget, siger Thomas Nymann Geller.
- Det var ikke for at få økonomisk gevinst - men for at høre, om det var fuldstændig tåbeligt.
Har du fået det gode argument for at lade være?
- Nej. Nogen skriver de er klemt økonomisk. Det batter bare ingenting at sætte varer ned for 3.000 kroner, siger han og uddyber:
- Vi tænker over vores tændingsperiode. Vi korter endda af i forhold til gadebelysningen, der kører til midnat, og vi har pillet 30 spots ned i butikken, så det dækker nok forbruget derude, siger Thomas Nymann Geller.
Købmanden blev dog motiveret af nogle kloge ord fra en lokal politiker: "Det kan godt være, vi er i en krise, men vi skal også huske på, at det er nogens første jul og nogens sidste jul," sagde han.
Deler vandene
De hundredevis af kommentarer, der er væltet ind, giver ikke et entydigt svar, selvom det overvejende er positivt.
Jeg var bange for at blive stemplet som en værre karl
Thomas Nymann Geller, købmand
- Det giver glæde i en mørk tid, skriver Liselotte blandt andre på Facebook.
Det er brugeren Maria dog uenig i. Hun mener, pengene skal spares og i stedet bruges på julehjælp i trængte familier.
Annegrete er enig i, at lysene skal være slukkede.
- Vær solidarisk og spar på energien sammen med resten af Danmark, skriver hun. En anden går så langt som at kalde det "lysfråds".
- Jeg sparer og sparer og sparer på det lys OG varme 24/7 og kan virkelig ikke stemme FOR "lysfråds" når vi nu SKAL spare, skriver Gunna.
Købmanden siger, at det - trods de mange tilkendegivelser i opslaget - endnu ikke er endeligt besluttet, om lyset skal tændes eller ej.