Kommune ændrer afgørelse efter halvandet års kamp: Nu kan Dorte besøge sine børnebørn
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord
Trods manglende tale er Dorte stadig skarp i hovedet. Hun bærer en badge med teksten: "Jeg er ikke dum eller døv, jeg har bare ALS".
Sagen har været to gange i Ankestyrelsen, inden Brønderslev Kommune nu har ændret dens afgørelse.
Mere end halvlandet års kamp med kommunen er nu afsluttet for Dorte Harbo Kaufmann. Hun er ramt af sygdommen ALS, som også er en dødsdom, og har måttet bruge adskillige timer af sin kostbare levetid på at kæmpe med Brønderslev Kommune.
Tilbage i december fortalte vi om Dorte, der er bevilget hjælpere 24-timer i døgnet i sit hjem. En hjælp hun er helt afhængig af, fordi sygdommen trin for trin lukker ned for hendes muskler, så hun nu hverken kan gå eller tale.
Den gennemsnitlige levetid er tre år, og nu har hun brugt 1,5 år på at kunne få den her hjælp
Thomas Krog, politisk chef i Muskelsvindfonden
Problemet var bare, at oplæringstimerne slet ikke rakte til at få ordningen til at løbe rundt, og Brønderslev Kommune ville ikke give flere timer.
Men efter mange måneders tovtrækning er afgørelsen nu ændret.
- Jeg håber, at jeg kan have et fuldt team nu, vi er i hvert fald kommet godt fra start. Jeg har seks hjælpere nu, og jeg tror, vi har fået samlet et godt team, siger Dorte Harbo Kauffmann ved hjælp af en taleskærm, hun styrer med øjnene.
Da TV2 Nord besøgte hende i december, havde hun kun to faste hjælpere. Der er nemlig stor udskiftning i branchen, så de 80 årlige oplæringstimer slog ikke til - hun var løbet tør og kunne ikke ansætte nye. Derfor måtte hun bruge vikarer, som ikke var oplært hos hende, og det betød, at hun ikke kom lige så meget ud af sit hjem, som hun ønsker.
To gange hos Ankestyrelsen
Nu har Dorte i stedet fået 144 timer til oplæring af ni hjælpere årligt. Men det har været en kamp at nå dertil, for Brønderslev Kommune afviste ansøgningen to gange, hvor Dorte måtte klage til Ankestyrelsen.
- Det er en fattig kommune den her, så hvis man lægger serviceniveauet meget højere, og vi aldrig taber nogle sager, så kommer vi til at ligge på et niveau, vi ikke har råd til, siger socialudvalgsformanden i Brønderslev Kommune, Ole Jespersgaard (S).
Skal man så ikke ramme rigtigt første gang, når man bliver bedt om at vurdere det igen?
- Det forsøger vi også på. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen, der har handlet i ond tro. Det er ud fra, at man har ment, at afgørelsen opfyldte lovgivningen, siger Ole Jespersgaard.
Hos Muskelsvindfonden er de glade for, at afgørelsen nu er ændret, men mener dog, at det er urimeligt, at det skal tage halvanden år at få en reel afgørelse.
- Hun har ALS, en hurtigt fremadskridende sygdom, hvor den gennemsnitlige levetid er tre år, og nu har hun brugt halvanden år på at kunne få den her hjælp. Det er dybt, dybt kritisabelt, sagde Thomas Krog, der er politisk chef i Muskelsvindfonden, tilbage i december.
Det samme mener Dorte selv.
- Jeg tænker, de kunne have været hurtigere. Jeg forstår godt, at vi skal passe på vores fælles penge, men vi forventer også at få den hjælp, vi har brug for, siger Dorte Harbo Kauffmann.
At teamet nu er fuldtalligt betyder, at det bliver muligt at planlægge ture ud af huset, og det har stor betydning for Dorte, der for få år siden var en aktiv kvinde, der både red og gik på jagt.
- Jeg er begyndt at planlægge sommerferie og barnedåb i maj med mine børnebørn i København. Vi skal også planlægge weekender til Sjælland i efteråret.
Se indslaget her