Kort Nyt

Klogere end dig og mig? Kunstig intelligens fixer fjernvarmen i nordjysk by

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det minder om Sims-computerspillet, siger folkene selv. Og det kan spare dig for en del.

Digitaliseringen kommer - eller er her faktisk allerede.

Og det hjælper nu med fjernvarmen, der ligesom mange andre udgiftsposter har været på himmelflugt. 

Et nyt nordjysk funderet projekt, der startede i sensommeren, skal spare fjernvarmeselskabet i Brønderslev for op mod 15 procent af det årlige energiforbrug.

Ifølge folkene bag, som tæller virksomhederne Glaze, Agerkrantz Controls og Develco samt Aalborg Universitet, minder arbejdet lidt om de klassiske simuleringer fra computerspillet SimCity.

- Når forbrugerne bader om morgenen, bruges energien og varmen i hjemmet. Når de tager på arbejde, flytter energien med. Den ændring prøver vi at få fjernvarmenettet til at reagere automatisk på, siger Peter Gjøl Jensen fra Aalborg Universitet og forklarer, at "SimCity-modellen" skal 'træne' kunstig intelligens til at lave kontrolsystemer i den nordjyske by.

Brønderslev Forsyning bliver testbold på noget, som kan have globalt perspektiv, oplyser folkene bag.

Projektet kommer konkret til at kigge på, om man kan skrue ned for energien uden at dine bad bliver koldere.

I projektet vil vi blandt andet undersøge, om vi kan skrue ned for energiforbruget i produktionen uden at påvirke temperaturen på den enkeltes bad om morgenen. 

Og der er penge i det.

Blot en enkelt grads forskel i returtemperatur på et større varmeværk giver en million kroner om året i produktion.

Ild i køkkenet: Røgdykkere sendt ind

Nordjyllands Beredskab er tirsdag eftermiddag i aktion på Glerupsvej i Frederikshavn, hvor der har været ild i et parcelhus.

- Der er i forbindelse med noget madlavning, at der er gået ild i noget mad på komfuret, der så har spredt sig igennem emhætten og videre op til loftet, der også er blevet lidt antændt, fortæller indsatslederen på stedet, Jørgen Pedersen.

Personen i huset fik 13.45 ringet til beredskabet, der kom frem i tide, fortæller indsatslederen videre.

- Vi har været nødt til at pille noget af taget af for at slukke efter, og der er kommet noget sod- og vandskade. Der er skadesservice i gang med at foretage de fornødne saneteringer, siger Jørgen Pedersen.

Ifølge indsatslederen skulle branden være under kontrol, men der er fortsat en del efterslukning, der skal laves, inden beredskabets opgave er ovre.

I forbindelse med branden blev der indsat to røgdykkere, ligesom station Frederikshavn assisterede med en drejestige.

Der er ingen tilskadekomne.

AaB-legende stopper efter næsten 27 år

Efter næsten 27 år samlet som ansat i AaB A/S og AaB af 1885 har klubbens holdleder for førsteholdet Ernst Damborg besluttet sig for at stoppe.

- Jeg har haft en fantastisk tid i AaB med utallige oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. 26 år og ni måneder indebærer selvfølgelig også, at jeg har været heldig at arbejde sammen med en masse gode mennesker, og dem kommer jeg til at savne i dagligdagen, men omvendt ved jeg, at det er det rigtige tidspunkt for mig at stoppe nu, udtaler han i en pressemeddelelse.

66-årige Ernst Damborg blev 1. februar 1998 ansat som inspektør hos moderklubben AaB af 1885, og fra 1. marts 2009 overgik han til en ny rolle i AaB A/S, hvor han har varetaget rollen som holdleder omkring førsteholdet.

- Længe før min tid har Ernst Damborg leveret en formidabel indsats for AaB, hvor han har bidraget til, at tingene omkring holdet altid har været i orden, og det skal han på vegne af klubben have en kæmpe tak for, og Ernst ønskes fra vores side alt det bedste i sin nye tilværelse, lyder det fra AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll. 

Lego-tyv på spil: Samleobjekter for 60.000 kroner stjålet

Lego og Disney samleobjekter for 60.000 kroner er blevet stjålet fra en lejlighed på Barfredsvej i Frederikshavn.

Det oplyser politikommissær fra lokalpolitiet i Frederikshavn Peter Skovbak.

- Beboeren har været bortrejst, så det er sket et sted mellem 24. september og 14. oktober, forklarer han.

Døren er blevet slået eller sparket ind, hvorefter indbrudstyven har stjålet figurerne, lego og nogle flasker spiritus.

Se billederne: Lemuren fanget efter næsten tre døgn

Lemuren fra Aalborg Zoo, der har været løs i næsten tre døgn, er netop fanget.

Den blev fanget på Magnoliavej i Aalborg.

Øjenvidner fortæller til TV2 Nord, at det var en hundelufter, der spottede lemuren, hvorefter man ringede efter Aalborg Zoo, der kom og fik fanget den.

Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)
Foto: (Privatfoto)

Lemuren stak lørdag af fra Aalborg Zoo, og derfor var man ude og fortælle borgerne i området, at man ikke måtte nærme sig hannen. Lemurer har nemlig skarpe tænder og kan i pressede situationer finde på at bide fra sig.

En af de borgere, der opdagede lemuren var Christoffer Bonderup, der pludselig så lemuren i haven.

Lemur fri på tredje døgn: Nu håber Zoo på borgernes hjælp

Siden lørdag middag har en lemur fra Aalborg Zoo været på noget af en udflugt i Aalborgs gader.

Den er blandt andet blevet spottet i Christoffer Bonderups have, hvor han fik sig noget af et chok.

Tirsdag er tredje døgn, hvor halvaben har været væk fra sine vante omgivelser, og hvor chefdyrlæge Louise Møller Boye og hendes kollegaer har været på udkig efter den.

Tirsdag har man fortsat øje på lemuren, men borgernes øjne og øre er mere afgørende nu.

Aalborg Zoo fortæller nemlig til TV2 Nord, at man håber, at borgerne spotter lemuren, så man kan finde og fange den.