Kan ikke styre de unges druk: Safe House nødvendigt på Hjallerup Marked
Hjallerup Marked har været nødt til at få hjælp udefra til at håndtere de unge, fulde mennesker. Safe House åbner for en kort stund udenfor Aalborgs Jomfru Ane Gade.
- Vi er nødt til at steppe op.
Sådan lyder det fra Stefan Jacobsen, der er formand for Hjallerup Marked.
Det nordjyske marked skydes i gang torsdag, hvor det især er det yngre publikum, der møder op.
Torsdag afholdes ANR live koncert i markedsteltet. Den er særlig populær blandt de unge, og efter tidligere års erfaringer er det nu blevet nødvendigt at tilkalde ekstra hjælp.
- Det vælter ind med unge mennesker torsdag, og rigtig mange af de unge drikker også alkohol, siger Stefan Jacobsen.
Ifølge formanden er størstedelen af publikum mellem 16 til 25 år. Selvom ingen under 18 år får serveret alkohol på markedspladsen, har der tidligere, alligevel, været flere tilfælde af berusede unge til koncerten, der har haft brug for hjælp.
Udover samaritter, så er det markedets frivillige, der har stået for at passe på de unge mennesker. Men som noget nyt vil der nu også være et SafeHouse på pladsen.
- Mine frivillige skal ikke være støttepædagoger på den måde, som de har været de seneste år, det er de ikke uddannet til at håndtere. Men det er SafeHouse, og derfor giver det utrolig god mening, at de er der, siger formanden.
HVAD ER SAFEHOUSE?
SafeHouse er en frivillig forening, der er placeret i Jomfru Ane Gade, og som hjælper med at skabe tryghed i nattelivet i Aalborg centrum.
Foreningen blev oprettet efter de tragiske tab af både 22-årige Mia Skadhauge Stevn og 21-årige Oliver Ilbæk Lund, der begge havde været i Jomfru Ane Gade, inden de mistede livet.
Der er fem frivillige på vagt hver fredag og lørdag fra 23-7 i SafeHouse, blandt andet flere SOSU- og sygeplejeskestuderende.
Holder normalt til i berygtet og populær festgade
SafeHouse holder normalt til i Jomfru Ane Gade og er til for at sikre et trygt natteliv for de unge mennesker i Aalborg midtby, og den åbnede umiddelbart i forlængelse af to tragiske dødsfald; nemlig Mia Skadhauge Stevn og Oliver Ibæk Lund, der begge forsvandt efter en bytur i februar 2022.
Den tryghedsskabende forening kommer i år til at have sit eget telt på pladsen. En aftale, der er kommet i stand, efter Hjallerup Marked selv kontaktede SafeHouse.
- De ville gøre mere for de unge, der selv drikker alkohol inden markedet eller har det med i poser, og som måske får det dårligt. Og det kan vi godt hjælpe med, siger Martin Bossen, der er én af idemændene bag SafeHouse.
Ekstra bemanding er nødvendig
Martin Bossen kender godt til problemet med overrendet af unge mennesker til især torsdagens koncert. Han har derfor sørget for ekstra mandskab til netop den dag.
Fredag og lørdag vil der være seks til otte frivillige fra SafeHouse på pladsen, men torsdag stiller de med 12 personer.
- Torsdag dobler vi op på styrken. Der er vi nødt til aktivt at gå rundt og kigge, om der ligger nogle unge, der har brug for hjælp.
Folkene fra SafeHouse kommer ikke til decideret at behandle til Hjallerup Marked. I sådanne tilfælde tilkalder de beredskabet.
I stedet kan de yde psykisk førstehjælp, og det kan være mindst ligeså vigtigt, fortæller Martin Bossen.
- Vi finder dem, der har det dårligt, snakker med dem, og efterfølgende sørge for, at de kommer de rigtige steder hen. Og så kan vi samtidig tage os af de pårørende, der tit er meget chokerede.
Selvom SafeHouse for en stund er rykket, kommer det ikke til at påvirke deres tilstedeværelse i Jomfru Ane Gade i Aalborg, forsikrer Martin Bossen.
- Den kører stadig på fuld drøn. Så man kan stadig feste trygt i Gaden.