Hvem laver Nordjyllands bedste madpakke? Det skal afgøres på ny festival
Foto: Kristian Djurhuus/Scanpix
Festivalen foregår fra 1.-5. September.
I efteråret kan børnene i Brønderslev smaske sig igennem Nordjyllands første madfestival for børn, Smask.
Madundervisning, malkning og megalækre madpakker – når børnemadfestivalen Smask løber af staben til efteråret, kommer de yngre madelskere hele vejen rundt.
Målet er, at børnene får øjnene op for lokale råvarer og bliver gladere for at spise sundt.
Det er Brønderslev Kommune, der står bag arrangementet sammen med Nordjysk Madfestival til september.
- Vi vil gerne være med til at sætte fokus på børn og deres sundhed, og vi glæder os til at skulle afholde Nordjyllands første børnemadfestival, siger Sarah Kruse, direktør for Nordjysk Madfestival.
Og det samme lyder fra kommunen om initiativet:
- Forhåbentligt vil det bidrage til, at kommunens yngste borgere samt deltagere fra resten af Nordjylland inspireres til at tage nogle sunde madvaner med sig videre i livet, siger Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune.
Lærer af kokkeelever
Festivalen foregår fra 1. til 5. september og bliver skudt i gang ved det boligsociale område Mælkebøtten i Brønderslev, hvor børnene laver smagsprøver på mad fra hele verden til folk i byen.
Og så følger flere arrangementer i kølvandet. Blandt andet underviser EUC Nords kokkeelever en af dagene skoleelever i madlavning, og en anden dag vil landmænd instruere i malkning af køer.
- LandboNord kommer med en indgående viden om dyrene og kan lære børnene om bæredygtigt landbrug, ligesom det smukke Kornets Hus i Hjørring også tages i brug som lokation, fortæller Sarah Kruse, direktør for Nordjysk Madfestival.
Konkurrence om madpakken
Sidst men ikke mindst følger konkurrencen mellem skoleelever om, hvem der kan smøre Nordjyllands bedste madpakke. Her er borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard, dommer:
- Konkurrencen bliver et vigtigt element under Smask, for vi vil gerne undgå, at nordjyske børn går til bageren eller grillbaren, når de skal have frokost, og vi ønsker, at de i stedet vælger madpakken som det sunde middagsmåltid, forklarer han.