Hundredvis af mennesker til mindehøjtidelighed: - Meningsløsheden, den er forfærdelig
Foto: Mie Skjødt Nielsen
630 elever og deres forældre har i dag været til mindehøjtidelighed for den 13-årige pige, som mandag blev dræbt i Hjallerup.
Der var så mange, at mindehøjtideligheden blev en smule forsinket, og at de kunne ikke bruge Hjallerup Skoles aula.
Derfor blev mindehøjtideligheden afholdt i byens idrætscenter, da den 13-årige pige, der mandag blev slået ihjel af en 17-årig, skulles mindes.
Her blev der sagt ord om hende, og der blev sunget salmer. En af de fremmødte var Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune.
- Det var meget højtideligt, og så går minderne til specielt familie og venner og dem, der er tættest på. Vi kan mindes 13 år og en forfærdelig begivenhed og lige tænke lidt over livets forgængelighed. Og at meningsløsheden, den er forfærdelig i den her sag, siger borgmesteren og fortsætter:
- Men først og fremmest tanker til de pårørende.
Mikael Klitgaard var med for netop at vise medfølelse til de pårørende, men han oplevede også stemningen derinde.
- Det er jo fantastisk højtideligt at mærke, at alle føler med det, der er sket. Hele byen er ramt, og det kan man også mærke, når man er her. Der er mange forældre, mange børn og ansatte til stede. Det er rigtig hårdt for os alle sammen, fortæller han.
Tilbage til hverdagen
Meningsløsheden i drabet fylder stadig meget for borgmesteren, og han sender roser til det beredskab, som kommunen fik sat i stilling i byen og på skolen.
- Jeg kan give ros til alle, og heldigvis havde vi en kriseplan. Og man har fulgt det, og man har gjort det fantastisk, så vidt jeg kan dømme. Selvfølgelig kan man lave en fejl i sådan noget som det her. Det er svært, og så må man kigge på det. Men stor ros til vores medarbejdere og alle, der har været involveret.
Men der er også en hverdag, der skal tilbage for skolebørnene. Det mener krisepsykologerne, som har været til stede på skolen.
- Det, tror jeg også, er nødvendigt, fordi mange af de elever, der er her i dag, de trænger også til at komme tilbage til hverdagen. Fordi det er måske også en måde at bearbejde sorg på og putte det i en rygsæk og sige, 'så står den ved siden af', siger Mikael Klitgaard og fortsætter:
- Jeg tror, at man er nødt til at skulle videre i livet. Desværre kan man sige. Men følelserne og tankerne til de pårørende, hvordan de er berørt - det er selvfølgelig noget, vi tænker på allesammen.
Forfærdeligt
Selvom det blot er få dage siden, så arbejder kommunen også med, hvordan man kan undgå tragiske begivenheder som denne - det er bare svært helt at undgå.
- Jeg tror bare, at vi alle må erkende, at det kan ske. Det er forfærdeligt, og selvfølgelig skal vi altid gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at det sker igen. Men det er bare meningsløst, siger borgmesteren.