Hestehandleren Palle er på Hjallerup Marked for 51. gang: - Jeg er tosset
Andendagen på Hjallerup Marked er i fuld gang. Fredag formiddag åbnede hestemarkedet.
Nogle er bidt af stadionoplevelser, andre af besøg på museer, men for Palle Iversen er Hjallerup Marked noget helt særligt.
Juleaften kan I aflyse, men Hjallerup Marked holder vi
Palle Iversen, hestehandler
Han kommer i hvert fald igen år efter år. Dette års udgave er hestehandlerens nummer 51. Palle Iversen har ikke selv nogen simpel forklaring på, hvorfor han hvert år tropper op, uanset om der er silende regn eller solskin, men han kommer med et bud.
- Det er, fordi jeg er tosset. Det er kun tossede mennesker, der gør det. Det er ikke nemt at forklare, hvorfor jeg kommer igen. Man er vaccineret med et hestehår, og så tror man, at man skal være her, siger han.
I Palle Iversens familie er Hjallerup Marked hellig. Faktisk overgår markedet sågar højtider som julen.
- Juleaften kan I aflyse, men Hjallerup Marked holder vi, siger Palle Iversen med et smil.
Hestesalget er blevet dårligere
Fredag formiddag åbnede hestemarkedet, og i år har Palle Iversen knap 20 heste med. Til forskel fra tidligere går det dog lidt trægt med salget, og det er selvom hestehandleren i løbet af årene har lukket massevis af handler.
- Det var engang et godt sted at sælge heste, men det er det ikke længere, men selvfølgelig går det, siger han.
Hvis man vil gøre en handel i en af kræmmerboderne, opleve tivoliet eller blot snuse rundt på pladsen, så er der fortsat mulighed for det henholdsvis lørdag og søndag.
Video: Se meget mere til hvad der sker på Hjallerup Markeds andendag.