Henrik laver kæmpe vægmaleri: - Jeg tror også, det er her om 50 år
Når medarbejderne i virksomheden om 14 dage møder ind fra ferie, ser tingene lidt anderledes ud.
Der er dømt ferie for mange – også hos Hosta Industries i Hjallerup. Men i denne uge har en særlig gæst sneget sig rundt.
Det er tegneren Henrik Johnson, som industrivirksomheden har hyret til at lave et vægmaleri - et kæmpestort ét af slagsen.
- Jeg vil gerne vise, hvordan hvide vægge kan tale til publikum på en helt anden måde. Tit bliver det passivt, hvor hvide vægge bare er til for at skille rum ad, forklarer kunstneren, mens hans viser rundt i den ferietomme virksomhed.
Optiske illusioner
Det drejer sig om 40 meter væg, der nu får nyt liv.
- Hvor der før var en hvid væg, så er der nu lastbiler, så jeg forestiller mig, at man i fremtiden vil sige, at man går ind i lastbilen og ikke ind ad døren.
Og alt efter, hvor man står, ser tingene ud på forskellige måder, forklarer Henrik Johnson.
- Der er sådan nogle punkter undervejs, jeg har malet ud fra, som man kan stille sig ved for at få det ideelle optiske bedrag, forklarer Henrik Johnson.
Teknikken kalder han anamorfisk illusion eller optisk forvrængning.
- Det er noget, der går langt tilbage, og H.C Andersen brugte den også i sin papirklip.
Han har i tilblivelsen af værket inddraget forskellige arbejdsstationer- og positioner.
- Jeg prøver at lave et kunstværk, som leger med vinklerne, og som får dem som arbejder her eller besøger virksomheden til at se sig som en del af noget større.
Hylder fortid
Værket er nemlig en del af den familieejede stålvirksomheds 50-års jubilæum. Sammen med de optiske illusioner forsøger Henrik Johnson at tegne virksomhedens fortid, fremtid og DNA.
- For mig er det meget meningsfuldt, for jeg tror, det bliver stående i mange år.
Hosta Industries rummer over 15.000 kvadratmeter produktionslokaler og en stor del omsætningen stammer fra eksport.
- Jeg har malet et robotarm, fordi automatisering er én af de ting, virksomheden går op, fortæller han om ét af motiverne på væggen.
- Jeg har også tegnet et kort, og idéen er at formidle, at de også distribuerer til de her områder i Skandinavien.
De sidste par dage har kunstneren knoklet for at få lavet det noget utraditionelle maleri færdigt.
- Det kan godt være, det bliver lidt støvet med tiden, men jeg håber, det bliver noget, hvor fremtidige medarbejdere, gæster eller kunder vil få glæde af det, slutter han.