Gammel sygehusgrund endnu en gang i vælten: Privat entreprenør har bygget otte meter inde på Regionens grund
Den private entreprenør, der for snart tre år siden købte en meget omdiskuteret grund i Brønderslev, har bygget otte meter inde på Regionens grund.
I efteråret 2017 solgte Region Nordjylland en meget omdiskuteret byggegrund.
Prisen lød på bare 137.000 kroner for den 1.999 kvadratmeter store grund, der tidligere havde været sygehusgrund.
TV2 Nord fik i sin tid aktindsigt i salget. Det fremgik af akterne, at det var embedsmænd fra Region Nordjylland, der foreslog, at entreprenøren kun skulle købe 1.999 kvadratmeter, så man på den måde kunne undgå et salg gennem et udbud. Embedsmændene undlod desuden bevidst at få grunden vurderet hos en lokal ejendomsmægler, men prissatte den selv til de 137.000 kroner.
Netop det gyldne tal 1.999 er nu muligvis blevet overtrådt. Regionsrådsmedlemmet Martin Bech (V) har af Regionens administration nemlig fået bekræftet, at en støttemur er blevet bygget otte meter inde på Regionens grund.
- Det prekære ved sagen er, at man omgik ombudsreglerne i sin tid. Det helt groteske er så, at når der er bygget udover skellet, så er grunden jo større end de 1.999 kvadratmeter, siger Martin Bech (V).
Reglerne blev ikke fulgt
Ankestyrelsen slog i år 2019 fast, at reglerne ikke var blevet fulgt i forbindelse med salget af den tidligere sygehusgrund. Nu er der så endnu en gang lavet fejl på grunden, der efterhånden er blevet diskuteret af de forkerte grunde i mange år. Denne gang med en støttemur.
Det er jo bare en mur, den gør vel ikke meget skade?
- Nej, jeg synes egentlig, at det ser pænt ud, men man kan ikke bare bygge inde på andre menneskers grund. Det gør udearealet på ejendommen meget større, end det skulle have været, svarer Martin Bech (V).
En årvågen og vedholdende borger
Martin Bech fik øjnene op for den nye problematik, da en borger henvendte sig til ham for at høre, om det kunne passe, at der var blevet bygget på regionens grund. Martin Bech henvendte sig derfor med spørgsmålet til regionens administration, som på daværende tidspunkt sagde, at alt var som det skulle være.
Jeg synes, at det er en stor fejl, at man skal bruge så mange kræfter på at finde ud af, at det er sket.
- Martin Bech, Regionsrådsmedlem, Region Nordjylland, Venstre.
Martin Bech gav derfor det svar videre til borgeren, der havde henvendt sig til ham, men det svar var ikke godt nok for borgeren. Derfor sendte borgeren selv et spørgsmål til regionens administration, der til borgeren kunne bekræfte, at der var blevet bygget en støttemur på regionens grund.
- Som regionsrådsmedlemmer skal vi kunne regne med de svar, vi får fra administrationen, og ikke være afhængige af årvågne borgere, siger Martin Bech (V).
- Jeg synes, at det er en stor fejl, at man skal bruge så mange kræfter på at finde ud af, at det er sket, fortsætter Martin Bech (V).
Hvis ikke det kan lade sig gøre, så må man nedlægge et krav om at flytte muren tilbage.
- Martin Bech, Regionsrådsmedlem, Region Nordjylland, Venstre.
Kompensation til Regionen
Nu mener Martin Bech, at der skal findes en løsning, hvor regionen bliver kompenseret for, at entreprenøren har bygget på deres grund. Det skal hvis det står til Martin Bech ske ved en pengekompensation, som denne gang skal være lig med markedsprisen på jorden.
- Hvis ikke det kan lade sig gøre, så må man nedlægge et krav om at flytte muren tilbage, siger Martin Bech (V).