Folketingskandidat overholder ikke krav om bopælspligt med sin nye adresse i Brønderslev
Mia Tang har adresse i Nygade 19 i Brønderslev, men bor i Dragør. Foto: TV2 Nord/Liselotte Sabro/Ritzau Scanpix
Det er i strid med Brønderslev Kommunes regler om bopælspligt, når den nordjyske folketingskandidat Mia Tang lejer sig ind i en lejlighed i Brønderslev, men officielt bor med sin familie i Dragør.
Der er som udgangspunkt bopælspligt i alle helårsboliger i kommunen. Bortset fra sommerhuse.
Sådan lyder det klokkeklart fra Brønderslev Kommune på spørgsmålet om, hvorvidt der er bopælspligt.
Det vil sige, at hvis man ønsker at leje sig ind eller købe en bolig i Brønderslev, så skal man bo der.
Det krav kender den lokale folketingskandidat for konservative, Mia Tang, tilsyneladende ikke.
Hun har lejet sig ind i en lejlighed i Brønderslev, da hun opstiller til Folketinget for Det Konservative Folkeparti til det kommende valg i netop Brønderslev-kredsen.
Har ikke fået dispensation fra bopælspligt
Hun bor dog i Dragør sammen med sin familie - og det er også i Dragør, at hun er aktiv i byrådet.
Over for TV2 Nord erkender Mia Tang, at hun ikke har fået dispensation for lejlighedsvis at kunne bo i den lejede lejlighed i Nygade 19 i Brønderslev.
Der er bopælspligt i Brønderslev. Har du fået dispensation fra bopælspligten ?
- Jeg har en helt almindelig lejekontrakt. Jeg ved ikke noget om de regler, du snakker om. Jeg ved, at der i almennyttige boliger er der bopælspligt, men den her lejlighed er en, jeg selv har fundet. Jeg har selv kigget på lejemarkedet. Jeg har ikke fået dispensation. Jeg har været på jagt efter et godt sted at bo i Brønderslev, og det er så blevet her, siger Mia Tang i et interview til TV2 Nord.
Bopælspligten gælder i Brønderslev by
Det ville formentlig også være overordentligt svært for den konservative politiker at få dispensation.
For ifølge TV2 Nords oplysninger, så kan man ikke få dispensation for boliger i kommunens tre hovedbyer; Brønderslev, Hjallerup og Dronninglund.
Der kan dog søges om at få ændret status fra helårsbolig til flexbolig, hvorved bopælspligten frafalder, og man kan benytte boligen som fritidsbolig, hvis boligen ligger uden for de såkaldte hovedbýer.
Forstår ikke kritikken
Folketingskandidaten undrer sig over, at der nu bliver sat spørgsmålstegn ved hendes lejede lejlighed i Brønderslev. For - som hun siger, så har det aldrig været nogen hemmelighed, at hun i lighed med sin forgænger Lene Espersen, der havde Brønderslev-kredsen for Det Konservative Folkeparti tidligere - bor i Dragør.
- Jeg bor i Dragør med min familie, fordi det er der, kærligheden og jobbet har ført mig hen, efter jeg forlod Nordjylland, siger Mia Tang.
Hun understreger, at hvis hun bliver valgt til Folketinget, så forlader hun byrådsarbejdet i Dragør.