Elever budt velkommen 'hjem' med disko og klapsalver: - Der er bare super stemning
Forstander på Dronninglund Efterskole, Bitten Schjødt Kjær, tog sammen med skolens lærere imod eleverne med fest og klapsalver.
De har undværet hinanden i månedsvis, men mandag kunne eleverne på Dronninglund Efterskole igen mødes og genoptage fællesskabet.
Glædelige gensyn.
Eleverne på de nordjyske efterskoler fik mandag lov at slippe ud af coronakarantænens kløer og atter komme tilbage til kammeraterne.
På Dronninglund Efterskole var smilene da også store, da TV2 Nord sendte direkte fra skolen i mandagens 19.30-nyheder.
Her blev alle elever - efter de havde fremvist en negativ coronatest - mødt med diskokugler, lys og høj musik. Og enorme klapsalver, når de trådte de første skridt ned ad den 'røde' løber, der var rullet ud i dagens anledning.
- Det er så fedt, og der er super stemning og godt humør. Om lidt skal vi ned i foredragshallen, pakke ud og bare hygge, sagde 17-årige Cecilie Sass Christensen.
Udover efterskolerne fik også elever på de nordjyske grundskoler og gymnasier lov til at stikke næsen ned i skolebøgerne sammen med venner og lærere.
Vi føler med dem, og nu trænger de til at komme tilbage og se hinanden.
Bitten Schjødt Kjær, forstander, Dronninglund Efterskole
- Gensynet ligger i min top-3
Lærerne stod bag de mange klapsalver, hver gang en elev trådte ind ad døren til efterskolen - efter ugevis med nedlukning.
Forstander på Dronninglund Efterskole gennem det seneste år, Bitten Schjødt Kjær, var også med til at tage godt imod - for også hun har savnet de unge.
- Det ligger helt i top på skalaen. Da jeg begyndte her på skolen, og så da jeg modtog eleverne i foråret, efter de kom tilbage fra nedlukningen første gang, og så modtager dem igen her i dag - de tre ting ligger i min absolutte top-3. For vi har savnet dem, og vi kender dem rigtigt godt. Vi føler med dem, og nu trænger de til at komme tilbage og se hinanden, fortæller Bitten Schjødt Kjær.
Forstanderen medgiver, at coronakarantænen har været hård at komme igennem, men alligevel har man på efterskolen forsøgt at finde det positive.
- Nu skal vi finde sammenholdet, for der er en nærhed, som er fed. Vi kan jo ikke komme ud og rejse, men skal være her i Danmark. Og det gør vi med samtaler og hygge, siger hun til TV2 Nords reporter Thomas Kring.