Brønderslev Kommune vil endnu en gang forsøge at overtage Knuds jord: - Der er en forskel mellem 'nice to have' og 'need to have'
For halvandet år siden ophævede Vejdirektoratet Brønderslev Kommunes beslutning om at ekspropriere Knud Sørensens jord, men nu prøver kommunen igen.
I Asaa lige ved Strandvejen og ikke særlig langt fra den nuværende Nordsøsti har Knud Sørensen i over 20 år haft sit eget lille åndehul.
På toppen af bakken i sin private skov kan han kigge ned til vandet, og sommetider løber der råvildt rundt på de åbne arealer.
- De har aldrig begrundet, hvorfor de ikke kan gå ude på Strandvejen.
Knud Sørensen, lodsejer, Asaa
Det seneste halvandet år har Knud Sørensen også kunnet gå i skoven, ikke kun med ro i hovedet, men også med ro i maven, efter han vandt en kamp over Brønderslev Kommune, der ønskede at ekspropriere Knud Sørensens grund for at flytte Nordsøstien fra Strandvejen og ind i Knud Sørensens skov. Nu er roen i maven dog væk igen, for Brønderslev Kommune har endnu en gang ekspropriering af Knud Sørensen grund på dagsordenen til næste byrådsmøde.
- Det mener jeg stadig ikke, at de kan. De har aldrig begrundet, hvorfor det er et nødvendighedsprincip. De har aldrig begrundet, hvorfor de ikke kan gå ude på Strandvejen, siger Knud Sørensen.
Ophævede beslutning om ekspropriering for halvandet år siden
Det var Vejdirektoratet, der for halvandet år siden gav Knud Sørensen ro i maven, da de ophævede Brønderslev Kommunes beslutning om at ekspropriere Knud Sørensens jord, fordi kommunen ikke havde den nødvendige tilladelse til at ekspropriere fredskov.
Nu har både Teknik- og Økonomiudvalget i Brønderslev Kommune indstillet, at kommunen skal godkende ekspropriering af Knud Sørensens grund.
- Det koster da penge at blive ved med at slås med kommunen. Nu har det stået på i over to år, og vi har aldrig kunnet få den rigtige grund, og de har bare fortsat nøjagtigt samme projekt igen, som de har fået forkastet, siger Knud Sørensen.
Manglende dispensation på plads nu
Siden Vejdirektoratets ophævelse af eksproprieringen har Brønderslev Kommune imidlertid indhentet den nødvendige dispensation fra Miljøstyrelsen, som de manglede sidst for at føre Nordsøstien gennem Knud Sørensen skov.
- Der er nu også tydeligt beskrevet, at man har lov til at lave en ekspropriation gennem fredskov, så jeg håber da og tror på, at dem, der har arbejdet med det her, har gjort det rigtig omhyggeligt, siger borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V).
- Den går bedst den her vej, og det synes vi er det rigtige af forskellige årsager
Mikael Klitgaard, Borgmester, Brønderslev Kommune, Venstre.
Selvom kommunen nu har den dispensation, som de manglede sidst og derfor fik ophævet deres beslutning om ekspropriering, så mener Knud Sørensens juridiske hjælp hos Agri Nord stadig, at der er tale om ulovlig ekspropriation, fordi Nordsøstien, som Brønderslev Kommune ønsker skal gå gennem Knud Sørensens skov, allerede eksisterer i fuld længde uden nogle huller, og derfor er der en anden mulighed, hvor stien kan gå.
Det beviser ifølge Hans Ole Kristensen, der er juridisk rådgiver hos Agri Nord, at det ikke er tvingende nødvendigt at ekspropriere Knud Sørensens jord, fordi det ikke er sidste udvej, da man blot kan bruge den stiføring, der allerede findes.
- Der er en forskel mellem 'nice to have' og 'need to have', og vi er efter vores mening derude, hvor der er tale om 'nice to have', men tilfældigvis har Knud den bare, siger Hans Ole Kristensen.
Onsdag træffes afgørelsen
Det skal ifølge Hans Ole Kristensen nemlig ikke være muligt at ekspropriere, hvis der findes andre muligheder end at ekspropriere.
Er det ikke rigtig nok, at der er en anden mulighed end gennem Knuds areal?
- Jo, det kan man godt sige,men så må man køre den videre i en højere instans, fordi teknisk udvalg har helt hardcore sagt: Den går bedst den her vej, og det synes vi er det rigtige af forskellige årsager som trafiksikkerhed, og at man ikke forstyrrer privatlivets fred, siger Mikael Klitgaard (V).
Onsdag træffes afgørelsen så af byrådet, der skal tage stilling til, om Knud Sørensens jord skal eksproprieres.
Nu mener de jo, at loven er på plads, er kampen så tabt?
- Nej, fordi det kan godt ske, at de mener det, men de har på intet tidspunkt kunnet forklare, hvor nødvendighedsprincippet i grundloven kommer ind. Det skal være nødvendigt, for at man kan ekspropriere, svarer Knud Sørensen.
- De har ikke noget at gøre her.
Knud Sørensen, Lodsejer, Asaa.
Kæmper videre
Foreløbig kan Knud Sørensen dog stadig gå i skoven for sig selv, og det håber han, at han kan blive ved med.
- De har ikke noget at gøre her, siger Knud Sørensen
Så du giver ikke op?
- Nej, det gør jeg ikke, svarer Knud Sørensen prompte.