Borgmester vil have klimauddannelse til Brønderslev
Ifølge Brønderslevs borgmester, Mikael Klitgaard, kan skolen være i lokaler ved Brønderslev Forsyning.
En af tre nye klimaerhvervsskoler skal ligge i Brønderslev. Men det budskab blev kommunens borgmester tirsdag forhindret i at fremlægge.
Blandt store bunker af flis og marker fyldt med solceller ligger Brønderslev Forsyning.
Det er en forsyningsvirksomhed, der gør en indsats for, at fremtidens fjernvarme bliver mere miljømæssig bæredygtig.
Og står det til kommunens borgmester skal en af tre kommende klimaerhvervsskoler have til huse hos Brønderslev Forsyning.
- Brønderslev Kommune er det eneste rigtige sted for den her uddannelse. Vi har alt, hvad der skal til, siger Mikael Klitgaard (V).
Tankerne om en klimaskole i Brønderslev er opstået, fordi kommunen bryster sig af at være en klimakommune. Det betyder blandt andet, at man har skrevet under på en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om en årlig reduktion af kommunens CO2-udledning med minimum to procent frem til 2025.
Positiv stemning
Derudover beskæftiger 37 procent af virksomhederne i Brønderslev Kommune sig med landbrug, transport, energi og byggeri. Alt sammen områder de nye uddannelser er rettet mod.
- Det er vigtigt, at vi er klar til at omstille os, og at vi kan gøre det rimeligt hurtigt. Så vi er nødt til at have nogle mennesker, der kan arbejde med netop de ting, siger Mikael Klitgaard.
Borgmesteren skulle have præsenteret sin ide om at etablere en klimaerhvervsskole i Brønderslev for Folketingets uddannelses- og forskningsudvalg tirsdag eftermiddag. Mødet blev aflyst, men alligevel er der positive tegn fra Christiansborg.
- Brønderslev Kommune er en klimakommune, der ligger centralt i Nordjylland. Det kan derfor godt give mening at placere skolen dér, siger Anne Honoré Østergaard (V), der er næstformand i udvalget.
Et plus for branchen
Direktør Thorkil Neergaard fra Brønderslev Forsyning kan også godt se ideen i at få en klimauddannelse til kommunen. Ifølge ham er der ikke nok fokus på de steder, der uddanner fremtidens ansatte på forsyningsområdet.
- Vi har mange gode uddannelser, men de kan blive endnu bedre. Sådan en fokuseret uddannelse er et kæmpe plus for både vores branche og vores forretning, siger Thorkil Neergaard.
Selvom Mikael Klitgaard må vente med at præsentere sin plan for Folketinget, så er han ikke i tvivl om, hvad udfaldet skal være.
- Lad os nu bare flytte de uddannelsessteder ud, hvor det er klogest og smartest. Så sikrer vi, at der sker udvikling i hele Danmark, siger borgmesteren.