Blækstprutte-ejer frygter for branchens fremtid: - Jeg synes, at vilkårene er blevet væsentligt forringet
Ejeren af virksomheden Blæksprutten fortryder ikke at have taget sagen til Højesteret.
Et årelangt slagsmål mellem Blæksprutten og Brønderslev Kommune blev mandag afgjort i Højesteret, hvor ejer af det private plejefirma, Vibeke Haaning, måtte se sig slået.
- Det var en mavepuster, konstaterer ejeren.
Problematisk budskab
Dommen lød på, at der ikke var grundlag for, at Brønderslev Kommune skal betale en erstatning for påstået underbetaling for den hjemmehjælp, som Blæksprutten har leveret til kommunens borgere.
Noget som Vibeke Haaning ser problematisk på.
- Det, der er problemet med afgørelsen, er, at hvis kommunerne regner forkert, så fortæller retsagen i dag egentlig, at det er okay, og det bekymrer mig på branchens vegne, konstaterer Blæksprutte-ejeren.
Ønskede ikke at vinde flere penge
Vibeke Haaning gik til mandagens retsag med et ønske om at få cirka 22 millioner kroner i erstatning fremfor de tidligere cirka seks millioner, som landsretten allerede havde tilkendt hende.
Og efter at mandagens dom fra højesteretten lød, tænkte flere nok, at det private plejefirma burde havde stoppet, mens legen var god.
Men den holdning deler Vibeke Haaning dog ikke på trods af den mavepuster, som hun modtog.
- Jeg fortryder aldrig, at vi tog sagen videre, svarer hun hurtigt og fortsætter.
- Vi vandt i landsretten, og der fik vi det principielle helt på plads med, at kommunerne skal beregne deres priser. Vi tog ikke sagen videre i højesteretten for at vinde mere, men for at sikre private virksomheder i hele Danmark, understreger Vibeke Haaning.
Frygter for branchens fremtid
Med retssagen i baghånden kan Vibeke Haaning nu kun se fremad, når det gælder hendes virksomhed.
Dog frygter Blæksprutte-ejeren ikke blot for firmaets egne vilkår, men for hele branchens.
- Jeg er drevet af at skabe en arbejdsplads, der er alternativ til det offentlige, hvor mennesket bliver sat i centrum, og hvor det er muligt at sikre arbejdsvilkårene for mine medarbejdere.
- Jeg synes, at vilkårene indenfor branchen er blevet væsentligt forringet efter retssagen, hvilket bekymre mig, pointerer Vibeke Haaning.
Selv ser hun fremad efter retssagen, og forholder sig til den situation, som hun står i nu.
- Jeg må jo tage det til efterretning og så drive forretning efter det, konstaterer hun.