Asfaltstøv bekymrer: Rasmus udsættes for kræftfremkaldende stoffer
Rasmus Gai har i årevis været utilfreds med sin nabo, asfaltvirksomheden NCC, og ikke mindst Brønderslev Kommunes tilsynsrolle.
Eksperter er bekymrede over, at naboerne til NCC i Hjallerup udsættes for støv, der indeholder kræftfremkaldende stoffer. Virksomheden afviser, at der er grund til bekymring.
I flere år har Rasmus Gai fra Hjallerup forsøgt at få Brønderslev Kommune til at analysere det støv, der tydeligst giver sig til kende på hans havebord, når asfaltfabrikken ved siden af knuser asfalt.
Se i videoen hvor meget støv, der ligger på bordet, efter en dags asfaltknusning
- Jeg vil bare gerne vide, hvad det her støv indeholder, som vi går og indånder hele tiden. En vished for, om det er farligt eller ej, siger Rasmus Gai, der har to børn.
Ekstra kræftrisiko for børn
Men Brønderslev Kommune har gang på gang afvist at analysere støvet. Derfor tilbød TV2 Nord at få det gjort. Vi indsamlede støv fra havebordet samt naboens havebord og bil. Desuden tog vi noget knust asfalt hos asfaltvirksomheden fra bunkerne, der lå på vejen.
Prøverne blev analyseret af virksomheden Eurofins, der konstaterede, at støvet hos naboerne stammer fra knust asfalt.
- Det ser i hvert fald ud til, at prøverne oprinder fra det samme sted, siger Thea Fynbo fra Eurofins.
Analyserne viste, at det knuste asfalt indeholder såkaldte PAH'er, som er kræftfremkaldende stoffer.
- Der er fundet benzoatpyren, som er dokumenteret kræftfremkaldende hos mennesker. Det stof har man vidst har været kræftfremkaldende i årtier, siger Johnni Hansen, seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse.
Din klage over støv er noteret. Brønderslev Kommune har tidligere i år undersøgt dette. Konklusionen var, at der ikke er væsentlige støvgener fra nedknusningen.
Mail fra Brønderslev Kommune 7. december 2020
Hans bekymring deles af Jakob Bønlykke, der er forskningsansvarlig overlæge på Arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.
- Der kan ikke være nogen tvivl om, at hvis støv som det her blæser over til naboer, så er de udsat for kræftfremkaldende stoffer i partikelform i deres omgivelser, når de er ude. Det er især børn, hvor vi er bekymret for en ekstra kræftrisiko, siger Jakob Bønlykke.
Rasmus Gai er ikke overrasket over, at støvet fra havebordene og naboens bil stammer fra asfaltvirksomheden ved siden af.
Men han er rystet over, at det indeholder kræftfremkaldende stoffer samt at forskerne især er bekymret i forhold til børn.
- Mine børn har i årevis leget ude i haven, indåndet det støv. Jeg er rasende over, at vi i så mange år har forsøgt at råbe de ansvarlige politikere op, men ingen har hjulpet os, siger Rasmus Gai.
NCC: - Vi overholder vilkår
TV2 Nord har forelagt analyserne af støvet og det knuste asfalt for miljø- og kvalitetskoordinator Susanne Carlsen fra NCC. Hun vil ikke anerkende analysen fra Eurofins, men erkender, at det knuste asfalt indeholder kræftfremkaldende stoffer.
- Asfalt er lavet af bitumen blandt andet. Så man kan ikke producere asfalt uden at have PAH’er "indenfor dørene". Men indholdsstofferne er ikke i så høje mængder, at de er pligtige at angive på sikkerhedsdatabladet. Så derfor mener jeg ikke, at koncentrationerne er så høje, at det er et sundhedsmæssigt problem, siger Susanne Carlsen, der ikke vil iværksætte en undersøgelse for at sikre sig, at naboerne ikke bliver udsat for kræftfremkaldende stoffer, når virksomheden knuser asfalt.
I videoen kan du se et redigeret interview med Susanne Carlsen
TV2 Nord ville gerne have interviewet en ansvarlig fra Brønderslev Kommune, men hverken udvalgsformand Karsten Frederiksen (K), borgmester Mikael Klitgaard (V) eller vicekommunaldirektør Lene Faber har ønsket at stille op til interview.