Nye skræmmende detaljer i drabssag – vold og overgreb mod flere
Foto: Annette Bjerregaard Andersen / TV2 Nord
Dokumentet beskriver anklagemyndighedens syn på omstændighederne omkring drabet på den 13-årige pige.
Sent om aftenen 11. marts 2024 modtog Nordjyllands Politi et alarmopkald vedrørende en tilskadekommen person i Hjallerup. Ved beredskabets ankomst fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død.
Kort tid efter anholdt Nordjyllands Politi en, dengang 17-årig mand, som har været varetægtsfængslet og sigtet for drabet lige siden. I mellemtiden har Nordjyllands Politi efterforsket omstændighederne omkring pigens død, og nu er anklagemyndigheden klar med en tiltale mod manden, der siden er fyldt 18 år.
Tiltalt for manddrab
Af anklageskriftet fremgår det, at den 18-årige er tiltalt for manddrab.
Det er anklagemyndighedens påstand, at den 18-årige flere gange har slået pigen i hovedet med knyttet næve og med en belægningssten. Anklagemyndigheden mener desuden, at den 13-årige er blevet udsat for kvælning.
Af anklageskriftet kan man også læse, at den 18-årige er tiltalt for at have voldtaget den 13-årige pige, og dermed er han også tiltalt for samleje med barn under 15 år.
Den 18-årige er også tiltalt for usømmelig behandling med lig.
Tiltalt for flere tilfælde af voldtægt, vold og røveri
Den 18-årige er desuden tiltalt for at have voldtaget en 15-årig pige og for at have forsøgt at voldtage en 14-årig pige. Disse to forhold vedrører altså ikke den afdøde pige, men to andre piger.
Han er også tiltalt for vold mod unavngivne personer. Volden skulle være foregået på en adresse i Flauenskjold. Her er han tiltalt for at have skubbet en person, så personen faldt i gulvet og pådrog sig skader i ansigtet.
Slutteligt er han tiltalt for røveri. Nærmere bestemt er han tiltalt for, sammen med en anden, hvis sag behandles særskilt, at have lokket en 15-årig til et sted i Aalborg, hvor han har slået ham i hovedet og sparket ham på kroppen for at få ham til at overføre 50 kroner på Mobilepay. Det fremgår, at den tiltalte har filmet røveriet og volden mod den 15-årige.
Erkender drab
Ved grundlovsforhøret nægtede den dengang 17-årige mand drab, mens han erkendte vold med døden til følge.
Det har dog ændret sig siden, fortæller hans forsvarsadvokat Mette Grith Stage til TV 2.
- Min klient erkender drab. I grundlovsforhøret havde vi ikke så meget tid til at gennemgå sagen. Nu har vi gennemgået materialet, og jeg har forklaret ham om forsætbegrebet. Ud fra det er vi blevet enige om, at det er en erkendelse af drab, siger hun til TV 2.
Den 18-årige nægter sig fortsat skyldig i voldtægt.
- Det er en fuldstændig forfærdelig og tragisk sag, som kun har tabere. Så derfor bliver det rart for alle at få en afklaring på, hvor sagen skal ende henne, fortæller Mette Grith Stage.
Retssagen er endnu ikke berammet, men når det sker, vil den finde sted ved Retten i Hjørring.