Alt virkede mistænksomt, siger ambulancelæge om 75-årigs dødsfald
En 55-årig mand er tiltalt for at have slået sin 75-årige mor ihjel sidste sommer. Tirsdag er retssagen mod manden begyndt, hvor flere vidner afgav forklaring.
Seks vidner og en noget anderledes afhøring af den tiltalte bød første retsmøde på i retssagen mod en 55-årig mand, der er tiltalt for at slået sin mor ihjel sidste sommer.
Manden er tiltalt for at have udsat sin mor for flere slag, spark, stød med knæ, tramp og lignende mod hoved og krop, ligesom han ifølge anklagerne udsatte hende for kvælning ved pres mod halsen.
Volden mod den 75-årige mor var så voldsom, at moderen efterfølgende døde på Aalborg Sygehus.
Den 55-årige mand har via sin forsvarer ved retten i Hjørring tirsdag tilkendegivet, at han nægter sig skyldig i anklagerne mod ham. Omvendt mener anklagemyndigheden, at den tiltalte skal dømmes for manddrab og have en behandlingsdom på psykiatrisk afdeling uden længste tid.
Blomkålsøre og ukontaktbar
Den 30. juli sidste år midt om natten blev en ambulance og lægeambulance kaldt ud til, hvad de fik at vide, var en ældre dame, der var faldet på en adresse i Brønderslev.
Da ambulancen ankom til adressen, som er den tiltaltes bopæl, kunne de se en ældre dame ligge på gulvet inde i et gæsteværelse, hvor en boksmadras lå med benene i vejret halvt ovenpå den ældre kvinde, som var den tiltaltes 75-årige mor.
Hun havde blødt ved det ene øre, var ikke ved bevidsthed og havde svært ved at trække vejret.
Den 75-årige kvinde blev ført ind i ambulancen, hvor en læge kort efter kom ind og så til hende.
Ved retten i Hjørring blev ambulancelægen af anklageren spurgt til, om der var noget, han tænke var mistænksomt.
- Ja, alt. En kvinde med et blomkålsøre, som er ukontaktbar, en seng, der er væltet, og en ung mand, som ikke kan forklare, hvad der er sket. Det her er et traume og i et etplanshus, der får man ikke sådan et traume. Det ligner slet ikke et fald, sagde ambulancelægen i retten.
Tiltalte forlod retten
Under den tiltaltes afhøring ved retten i Hjørring var det tydeligt, at han er psykisk syg. Siden grundlovsforhøret i juli sidste år har han været anbragt på psykiatrisk sygehus.
I retssalen havde han flere gange svært ved at holde sig til at svare på anklagerens spørgsmål og retsformanden måtte flere gange bryde ind. På et tidspunkt forlod den tiltalte retslokalet under afhøringen af ham, men kom tilbage til retssalen efter en kort pause og fuldendte afhøringen, inden han fik lov til at tage tilbage til psykiatrisk sygehus.
Retssagen fortsætter onsdag, hvor en retsmediciner skal være vidne i retten, og hvor flere tekniske undersøgelser bliver fremlagt. Endelig vil der også falde dom i sagen onsdag.