23-årig amok med machete: Holdt politiet i skak i en time

Nordjyllands Politi rykkede ud i stor stil, da en 23-årig mand tidligere i år gik amok i Brønderslev. Manden holdt politipatruljerne i skak i en times tid, før han overgav sig.

Episoden fandt sted 26. juni ved 23-tiden om aftenen.

Politiet blev alarmeret, da manden – ifølge politiets anklager mod ham – havde holdt en machete op mod halsen på en anden person, ligesom han holdt en pistollignende genstand op til hovedet af den anden person.

Ifølge det anklageskrift, der nu er mod manden, så faldt han på ingen måde til ro, da politiet nåede frem i stort antal.

Manden er tiltalt for at have truet betjentene med machete og pistol, som viste sig at være en attrap.

Tog ladegreb og truede

Ifølge anklagerne tog han ladegreb på attrappistolen og råbte flere gange mod betjentene, blandt andet noget i stil med: ”Jeg skyder jer fandeme, hvis I kommer nærmere” og ”skal jeg skyde jer?”.

Efter en times tid på den måde lykkedes det politiet at få manden til at overgive, før nogen kom noget til.

Det fremgår af tiltalen mod manden, at politiet i hans hjem fandt en mindre mængde hash til eget brug.

Foromtale af retssag

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den eller de tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Tiltalt for narko

Den 23-årige er dog også tiltalt for besiddelse af forskellig narko og handel med narko i lidt større stil.

Den del af sagen går tilbage til 31. august 2023, da politiet fandt knap 30 gram kokain samt små 40 gram skunk hos ham, ligesom forud for fundet er tiltalt for at have solgt , samt forinden at have solgt mindst 37 gram kokain til en værdi af godt 26.000 kroner.

Manden sidder varetægtsfængslet i sagen, som starter ved Retten i Hjørring torsdag. Det er uvist før sagens start, hvad manden siger til anklagerne.


Nordjysk forskning kan hjælpe udbredt sygdom globalt

Et forskningsprojekt på Aalborg Universitet har opdaget, at en genetisk variant kan forudsige patienters fremtid.

30.000 til 35.000 er ramt af sygdommen i Danmark.

En sygdom, som rammer folk meget forskelligt, og det gør det netop svært at vide, hvilket forløb og fremtid man kan forvente.

Blødende tyktarmsbetændelse er en kronisk inflammatorisk tarmsygdom, også kaldt Colitis Ulcerosa, som ofte rammer mennesker i en ung alder.

Men danske forskere ved projektet PREDICT ved Aalborg Universitet har nu gjort en vigtig opdagelse. De har nemlig fundet frem til, at en bestemt genetisk variant kan anvendes til at få et indblik i det fremtidige sygdomsforløb for nogle patienter.

- Vi har i længere tid kendt til genet og koblingen til tyktarmsbetændelse. Men ingen har førhen vist, at det samme gen kan bruges til at forudse, om en patient er i øget risiko for alt fra højere medicinforbrug til omfattende operationer.

Sådan lyder det fra Marie Vibeke Vestergaard, der er hovedforfatter på en videnskabelig artikel om forskningen.

Vigtig viden

Nogle mærker kun meget lidt til sygdommen, men for andre er sygdommen skyld i flere indlæggelser, operationer og varierende medicin. Symptomerne kan for nogle også forsvinde i længere perioder, men oftest kommer de igen. Netop dette kan gøre det svært at vurdere om behandlingerne faktisk har den ønskede virkning.

Marie Vibeke Vestergaard fortæller, at den nye viden i den genetiske variant er meget vigtig nu, hvor man ønsker at blive markant bedre til at sammensætte og tilpasse behandlingerne til den enkelte patient.

Forskningsundersøgelsen baserer sig på genetik og sundhedsdata i Danmark, og netop her bemærkede forskerne, at omkring tre procent af de patienterne med sygdommen havde denne genetiske variant. Blandt dem gik mere end 40 procent gennem en større mave-tarm-operation i de tre først år med diagnosen. Det var kun gældende for ni procent hos patienterne uden den specifikke variant af genet.

Ifølge Marie Vibeke Vestergaard kan opdagelsen både gavne samfundet og patienterne personligt.

- Det væsentligste er selvfølgelig, at det ville kunne forbedre livskvaliteten for patienterne. Derudover kan vi som samfund spare ressourcer ved at målrette behandlingen fra start og ikke behandle i blinde


Nikolaj savnede stemning: Så tog han sagen i egen hånd

I et forsøg på at få flere unge til håndbold har Nikolaj Mou Nielsen meldt sig som capo til Aalborg Håndbolds hjemmekampe.

Der mangler stemning til Aalborg Håndbolds kampe.

Det synes Nikolaj Mou Nielsen i hvert fald, og i et forsøg på at komme den manglende stemning til livs har han meldt sig som capo.

Han havde sin ilddåb i onsdagens Champions League-drama, hvor Aalborg Håndbold havde besøg af ungarske Pick Szeged.

- Vi prøver at fået et nyt stemningsarrangement op med nye slagsange, og det virker til at blive et hit, siger den nye capo.

En capo, som især er kendt fra fodboldens verden, har til formål at få fansene til at synge med på slagsange, mens deers favorithold udkæmper slaget på banen. Det gør de ved hjælp af en megafon.

- Vi skal jo gerne være lillesøster til AaB, så vi prøver at få mere stemening, fortæller Nikolaj Mou Nielsen i forbindelse med onsdagens Champions League-kamp og tilføjer:

- Vi satser på at få flere unge ind på det her.

Aalborg Håndbold vandt opgøret mod det ungarske storhold 29-28, og du kan læse mere om dramaet herunder.


Fiskere må blive i havnen: - Man føler sig magtesløs

Muslingefiskerierne skulle egentlig have været i gang med at fiske i Limfjorden. Men de kan ikke få deres tilladelser.

Årets muslingefiskeri på Limfjorden er stadig ikke kommet i gang - selv om sæsonen egentlig begyndte 1. september. 

Fiskerne er klar. De har bare ikke fået deres tilladelser fra Landbrugs– og Fiskeristyrelsen. Så skibene må blive i havn, og det koster mange penge for både muslingeindustrien og fiskerne.

Frank Tousgaard fra Sillerslev på Mors har lige investeret et tocifret millionbeløb i en ny fiskerbåd. Han skulle have været på fjorden med den for seks uger siden, men indtil videre går han bare og venter.

- Man føler sig magtesløs i den her situation. Jeg står her og venter på at komme ud og tjene penge, så jeg kan betale mine afdrag, siger Frank Tousgaard.

Også muslingeindustrien ligger stille, fordi der ikke kommer råvarer fra fjorden.

- Fiskeriet står stille. Vores medarbejdere i industrien står stille. Alt står stille. Det er forkasteligt. Det er helt utilstedeligt at behandle et erhverv på den måde. Myndighederne tager brødet ud af munden på os, siger Henrik Nielsen, der er formand for foreningen Muslingeerhvervet med base i Nykøbing.

Se indslaget her:

Intet svar fra styrelse 

Sammenlagt handler det om 50 fiskelicenser fordelt på 22 fartøjer. Hver licens giver ret til at fiske 45 tons muslinger om ugen. Det svarer til, at erhvervet indtil videre har mistet 13.500 tons muslinger i denne sæson. Og det tabte kan ikke indhentes senere.

- Man kan ikke fiske med bagud rettet kraft. De mængder, der er tabt nu, de er tabt for den her sæson, siger Henrik Nielsen.

Frank Tousgaard har købt to licenser og må konstatere, at han indtil videre har tabt en mulig omsætning på over en million kroner.

- Jeg kan ikke gøre andet end at vente og håbe på, at de snart får sendt nogle licenser til os. De bliver ved med at love, at de kommer den ene uge efter den anden. Men der sker ikke rigtig noget, siger han.

Det er angiveligt problemer med at få vilkårene for muslingelicenserne på plads, der har forsinket arbejdet i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

TV MIDTVEST har spurgt Styrelsen, hvorfor fiskerne ikke har fået deres licenser til tiden og om fiskerne får en kompensation for den tabte indtjening. Men der er foreløbig ikke kommet et svar. Det eneste Styrelsen vil sige er, at man er i gang med at udarbejde et svar, som formentlig kommer torsdag.


Respekterer du negleteknikeren eller bankrådgiveren mest?

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Edina Uzunovic laver TikTok-videoer, hvor hun parodierer kundehændelser, fordi hun savner respekt for sit fag.

- Jeg er jo influencer, så hvis jeg poster et billede, kan jeg så ikke få min behandling som betaling?, spørger en kvinde ved skranken i Nails & Beauty i Aalborg.

Spørgsmålet stilles til Edina Uzunovic, som er ejer af negleklinikken.

Selvom dialogen denne gang er opstillet og til ære for mobilen på bordet, som optager, så har situationen flere gange fundet sted, fortæller ejeren.

Og der findes desværre et større bagkatalog af useriøse oplevelser i klinikken.

- Udeblivelser uden afbud, sene afbud, fordi man lige har taget en vagt på arbejdet, og det her med at ringe og skrive både weekend og aften på mit private nummer, nævner Edina Uzunovic som eksempler.

Neglebranchen er eksploderet

Når kunderne udebliver eller aflyser med kort varsel, står Edina Uzunovic med nogle medarbejdere, som intet har at lave og som stadig skal have løn.

- Jeg tror, man har en lidt sløset tilgang til det, fordi man tænker, at det er lige meget. De tænker ikke over, hvilke konsekvenser det har for os, siger klinikejeren og fortsætter:

- Du vil jo aldrig gøre det i banken, hvis du har en aftale der eller en anden vigtig aftale.

Dansk Kosmetolog Forening, hvis medlemmer også omfatter negleteknikere, kender til Edinas ærgelige oplevelser.

- Det er et fælles problem for dem, der laver negle, vipper, permanent makeup, hudpleje og så videre. De booker en tid og dukker ikke op, siger Maggies Sommer Lundsten, bestyrelsesmedlem i Dansk Kosmetolog Forening.

Det kan godt være, folk bare kalder os negledamen, men for os er det et levebrød, og det skal man altså have respekt for.

Maggie Sommer Lundsten, bestyrelsesmedlem, Dansk Kosmetolog Forening

En undersøgelse fra 2023 viser, at mere end halvdelen af kvinder i alderen 18-29 år overvejer at få lavet Shellac, mens hver fjerde kvinde i samme aldersgruppe allerede har fået det lavet med jævne mellemrum.

Maggie Sommer Lundsten tror netop, at respekten har haft svært ved at følge med negleteknikernes popularitet:

- Det er jo også fordi, neglebranchen har eksploderet så meget, som den har, indenfor så kort tid. Så kan det godt være, folk bare kalder os negledamen, men for os er det et levebrød, og det skal man altså have respekt for, lyder det.

- Vi respekterer jer

Klinikkens TikTok-profil, som er blevet platform for Edinas opråb, har samlet over en kvart million likes.

Og flere af videoerne med de trættende kundeoplevelser har fået flere hundrede tusinde visninger.

Der var nogle kunder fra Vejle, som sagde; Vi kommer kun herop på grund af jeres TikTok, vi skal simpelthen se jeres klinik. Vi har også kundehenvendelser fra Odense, fortæller Edina Uzunovic.

Og selvom det er endt med at blive god markedsføring for klinikken i Aalborg, så er budskabet stadig det vigtigste at få ud, understreger ejeren:

- Respektér os og respektér vores tid, for vi gør faktisk fuldstændig det samme overfor vores kunder; Respekterer deres tid og den behandling, de har booket.


Aalborg-komet tilbage: Sådan har han det efter

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Både Thomas Arnoldsen og målmand Fabian Nordsten brød ud i jubel, da gæsterne brændte det sidste og afgørende straffekast.

Thomas Arnoldsen var igen at finde på banen for Aalborg Håndbold onsdag aften, da nordjyderne vandt med 29-28 over ungarske Pick Szeged hjemme.

Det blev til tre mål fra Aalborg-kometen, der selv indrømmer, at han er rusten efter sin ankelskade.

- Det er jo en tre-fire uger siden, jeg spillede sidst. Og jeg kan da stadig godt mærke foden lidt. Men jeg synes, at for hver dag, så går det bedre og bedre. I dag kunne jeg bidrage med det, jeg nu kunne. Men jeg tænker, at med noget mere træning, så bliver det også bedre fremadrettet, pointeret Thomas Arnoldsen efter kampen.

En anden spiller, der blev lagt særligt mærke til i onsdagens sejr, var målmand Fabian Nordsten, der kunne afgøre kampen til sidst, efter gæsterne fik et straffekast efter slutfløjtet.

- Han skyder vel en meter forbi mål, tror jeg. Men jeg går den rigtige vej, lyder det fra målmanden, da han bliver spurgt ind til spændingen til sidst.

- Det er sjovt, når det afgøres sådan, tilføjer han.

Mogens Jørgensen

Det er sjældent, man ser en målmand blive hyldet så meget for en “ikke redning” efter slutfløjtet.

Fakta er jo, at Pick Szegeds straffekast-skytte skød helt ved siden af målet.

Alligevel kunne de 5300 fremmødte tilskuere juble og hylde målmand Fabian Nordsten og Aalborg, der løb med sejren på 29-28 efter den dramatiske afslutning.

"Jeg havde set ham ud." sagde Fabian Nordsten til TV2 Nords udsendte efter kampen , og det så da også ud til, at hvis straffekastet havde været inden for målrammen, havde Nordsten snuppet den.

Men Aalborg håndbold vandt, og det var vigtigste for at holde liv i håbet om en god placering i gruppespillet i Champions League, men det holdt hårdt, og Aalborg fik aldrig lukket kampen, og derfor blev det spændende til sidst.

De 5300 fik noget for pengene.

Og så kunne de også glæde sig over, at se Thomas Arnoldsen tilbage efter sin skade, så det går fremad med de skadede spillere i truppen.

Nu mangler de bare, at få Niklas Landin i målet, for selvom Fabian Nordsten blev udråbt som aftenens helt, var der udsving i hans præstation i aften, så Landin kom snart tilbage.