19 hunde reddet fra klamt hjem: - Nu skal vi have dem op at stå på egne ben
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Internatleder Karina Fisker krammer en af de hvalpe, der blev reddet ud. Hun vurderer, at hvalpene sagtens vil kunne socialiseres til nye ejere.
19 hunde leder nu efter et nyt hjem, efter de blev fjernet fra deres ejer. Tre andre hunde måtte aflives, fordi de var i så dårlig forfatning.
Afføring på gulvet, et meget beskidt hjem og kummerlige forhold.
Dét var virkeligheden for 19 hunde, indtil de for en uge siden blev reddet af Dyrenes Beskyttelse og kørt til begyndelsen på et nyt - og bedre - hundeliv på Nordjyllands Dyreinternat ved Hjallerup.
Ni hvalpe og 10 voksne hunde var blevet ofre for deres ejer, som ikke længere kunne tage sig af dem.
- Hundene var urolige og nogle af dem også frygtsomme og nervøse, da vi hentede dem, men det lykkedes os i fællesskab at få dem med i dyreredningsbilerne. Når selve redningen er overstået, venter der et stort arbejde med dyrlægetjek, sundhedsvurdering og et til tider meget stort arbejde med hundenes mentale tilstand, siger internatleder Karina Fisker.
Stor verden åbner sig
Selv om hundene ikke er fra Nordjylland, hjælper dyreinternatet i Hjallerup med at give dem en frisk start. Her har man taget imod 14 af hundene, mens de resterende fem kom til Brande Internat. Tre af hundene måtte aflives på grund af dårligt helbred og ringe mental tilstand.
- Vi har brugt tiden på at skabe ro omkring dem, for de har levet i en stor flok. Vi startede med at lade dem sidde to og to sammen, og nu er vi lige så stille begyndt at dele dem op, så de kan stå på egne ben, fortæller Karina Fisker til TV2 Nord.
- Men ingen af dem har været uden for hjemmet eller haven, så derfor er det en stor verden, der åbner sig for dem, fortsætter hun.
Klar til nyt hjem
Arbejdet med at genskabe hundenes tillid til mennesker, så de med tiden kan få nye hjem, er allerede godt igang. Men der er stor forskel på, hvornår den enkelte hvalp eller voksne hund vil være klar.
- Det er umuligt at sætte tid på – det bliver individuelt for hver hund i det tempo, den kan være med. Nogle gange rykker de sig helt vildt – andre gange står det stille. Så det bliver en proces, vi skal igennem, fortæller Karina Fisker.
VIDEO: Internatleder Karina Fisker: "Ejeren var lettet over at få hjælp til hans hunde":
Lettet hundeejer
Dyrenes Beskyttelse ønsker ikke at komme nærmere ind på hvilken by i Jylland, hundene blev reddet fra - for at beskytte ejerens identitet.
Men man understreger, at manden har været meget villig til at samarbejde med redderne - og opsat på at give hundene et bedre liv.
- Vi synes, det er flot af manden, at han beder os om hjælp og indser, at han har flere hunde, end han kan varetage. Det handler om at kommunikere og finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedst muligt. Han har stået i en rigtig ærgerlig situation, så der er både et menneske og nogle hunde, vi skal tage os af. Da vi kørte derfra, havde vi en fornemmelse af, at han var lettet over at have fundet en løsning, der kan hjælpe hans hunde videre, fortæller internatleder Karina Fisker.
Hundene er blandt andet af racerne labrador, schæfer og husky.